Tilsyn finder fortsat problemer med sikkerheden på psykiatriske afdelinger

I Region Hovedstaden får flere psykiatriske afdelinger kritik fra Arbejdstilsynet.

På Psykiatrisk Center Glostrup har faren for at blive udsat for psykisk og fysisk vold været så alvorlig, at afdelingen modtog et strakspåbud i december. (Foto: JEPPE MICHAEL JENSEN © Scanpix)

Siden 2012 er fem ansatte på kommunernes psykiatriske bosteder blevet knivdræbt af patienter. Alligevel fortsætter Arbejdstilsynet med at finde problemer med sikkerheden på flere psykiatriske afdelinger i Region Hovedstaden.

En aktindsigt, som DR P4 København har fået i Arbejdstilsynets tilsynsrapporter fra det seneste år, viser nemlig, at tre af hovedstadens ni psykiatriske centre har fået et påbud eller strakspåbud, fordi sikkerheden for de ansatte ikke var i orden.

Forholdene møder kritik fra Karen Stæhr, som er formand for social- og sundhedssektoren i fagforbundet FOA:

- Efter en lang periode, hvor psykiatrien har været langt oppe på dagsordenen, så synes jeg, at det er uacceptabelt og bekymrende, at det stadigvæk halter nogle steder, og at man ledelsesmæssigt ikke har taget fat i det, siger hun.

Én af de psykiatriske afdelinger, som har fået et strakspåbud, er Psykiatrisk Center Glostrup. Her har sikkerhedsproceduren omkring optællingen af bestik ikke været overholdt, selvom bestik kan bruges som våben.

Alligevel er der på afdelingen i Glostrup for eksempel ikke blevet reageret på, at der har manglet en metalgaffel.

Phuong Le Quach er konstitueret centerchef på Psykiatisk Center Glostrup, og hun kan ikke give et klart svar på, hvorfor sikkerhedsproceduren ikke har været overholdt.

- Jeg ved, at alle medarbejdere meget gerne vil have, at sikkerheden skal være helt i top, så hvad der lige er sket der, kan jeg ikke svare på, siger Phuong Le Quach, som påpeger, at der ikke længere vil blive sløset med sikkerhedsprocedurerne:

- Det skal bare ikke ske igen, så vi skal alle sammen arbejde hårdt for at følge procedurerne, siger Phuong Le Quach.

Lige som på Psykiatrisk Center Glostrup er der på de to øvrige psykiatriske centre blevet fulgt op på Arbejdstilsynets påbud.

Afgørelser fra Arbejdstilsynet i Region Hovedstaden:

  • Påbud: Psykiatrisk Center København

    Eksempel: De ansatte er ugentlig udsat for psykisk vold i form af verbale krænkelser og trusler samt fysisk vold som fx spyt, spark og kasten med vandglas.
  • Påbud: Psykiatrisk Center Ballerup

    Eksempel: En ansat har fået en "blodtud", og andre er blevet hevet i håret og jagtet rundt i afdelingen.
  • Strakspåbud: Psykiatrisk Center Glostrup

    Eksempel: Sikkerhedsproceduren om at patienternes metalbestik skal optælles to gange dagligt, bliver ikke overholdt. Da en gaffel forsvinder, er der ingen, der har har ansvar for, at der bliver gjort noget.

    Kilde: Arbejdstilsynet