Trafikråd: Forældre skal tvinge børn til at bruge hjelm

Mange børn smider cykelhjelmen, når de bliver teenagere. Forældrene skal lære at stå fast, mener råd.

Forældre skal stå fast og sørge for, at familiens teenager bliver ved med at bruge cykelhjem, selvom det kolliderer med frisure og tøjstil.

Det mener Rådet for Sikker Trafik, der i dag sammen med Trygfonden lancerer kampagnen ’Nederen Forældre’, som skal aktivere forældrene.

Mens ni ud af ti af de 6 til 9-årige bruger cykelhjem, er det kun en ud af tre i aldersgruppen 12 til 16 år, der bruger cykelhjelm, viser en optælling fra Rådet for Sikker Trafik.

Ansvaret ligger hos forældrene, siger rådets projektleder Lisbeth Sahl.

- Det er vigtigt at få flere børn til at køre med hjelm. Derfor skal forældrene mere på banen. Det skal de gøre ved at holde fast, når deres teenager vender det hvide ud af øjnene. Det forældrene siger, gør en forskel. De unge lytter faktisk, siger hun.

At det kan betale sig at have vedholdende forældre, kan 33-årige Charlotte Van Gils skrive under på. Der var ingen højlydte protester, da hun droppede hjelmen som 14-årig.

I dag ville hun ønske, at hjelmen var blevet siddende på hendes hoved. Særligt 12 år senere da hun kørte galt på sin cykel og fik en voldsom hjernerystelse. I dag lever hun nærmest en pensionisttilværelse på grund af gener fra faldet.

- Det var jo kikset at køre med cykelhjelm. Hvis det var blevet en vane for mig tidligt, så havde jeg nok også haft den på hovedet den aften, hvor jeg kørte galt, siger hun.

  • Print
  • Del artiklen: