Trods klimaplan kører hovedstadskommuner stadig på benzin

Det offentlige halter langt efter sine egne målsætninger i Region Hovedstaden, når det gælder om at omlægge vognparken fra benzin og diesel til el- og hybridbiler.

18 kommuner i Region Hovedstaden har under ti procent el- og hybridbiler i deres vognpark. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Det er stadig benzin, der får hjulene på de kommunale biler til at dreje rundt.
For det offentlige hænger i bremsen, når det gælder om at omlægge vognparken fra benzin og diesel til el eller hybrid.

Kommunerne og regionen vedtog i 2012 en klimaplan med en målsætning om, at 25 procent af den kommunale vognpark skulle være fossilfri allerede i 2015.

Men i 2016 var der kun fire kommuner i regionen, som levede op til den målsætning, viser en rapport, som Oxford Research tidligere på året udarbejdede for Region Hovedstaden.

Rapporten viser ydermere, at der er fem kommuner, hvor ingen af de kommunale biler i brug er miljørigtige.

- Jeg synes, det er skuffende, må jeg indrømme. Det burde være muligt for kommunerne, som minimum at have nogle procent i deres bilflåde, der er elbiler, siger Jens Mandrup (SF), formand for Region Hovedstadens miljø- og teknikudvalg.

En af de kommuner, hvor benzin og diesel fylder hundrede procent af parkeringspladsen, er i Rudersdal.

- Det er jo ikke godt, og vi kan gøre det bedre, fortæller Court Møller (RV), formand for miljø- og teknikudvalget, og forsætter:

- Alt i alt, har det været et spørgsmål om, hvad det koster, og hidtil har elbilerne været for dyre, når vi har haft for eksempel hjemmeplejens biler i udbud.

Men den undskyldning køber man ikke i hos Region Hovedstaden.

- Det bærer præg af, at man tænker for konservativt. I Region Hovedstaden har vi omstillet en stor del af vores bilflåde til elbiler, uden at det har kostet noget voldsomt, fortæller Jens Mandrup.

Albertslund kommune er en af de fire kommuner i regionen, som levede op til målsætningen fra 2015.

Her er 36 procent af vognparken fyldt med el- og hybridbiler.

Men selvom der er mange af de miljørigtige biler, så føler kommunen ikke, at de er blevet presset på pengepunge, ved at skifte køretøjerne ud.

- Der er en række omkostninger, som er forbundet med at have bilpark, der simpelthen er lavere, når man har en elbilpark fremfor en benzin eller dieseldreven, forklarer borgmester Steen Christiansen (S).

Og i Rudersdal Kommune er man også klar til at skifte benzinen ud med stikkontakten på de kommunale biler.

- Næste gang, vi skal have vores biler i udbud, så tror jeg, at elbilerne kommer ind og bliver en del af vognparken, spår Court Møller.

I alt er kun 12 procent af region hovedstadens kommuners vognparker fossilfrie.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.