Trods lang venteliste: 100 kvinder er blevet afvist som ægdonorer

Flere kvinder vil gerne donere æg, efter beløbet for ægdonation sidste år steg. Men pengene er ikke fulgt med til de offentlige klinikker, som ikke har råd til at honorere ægdonorerne.

Et højere honorar til ægdonorer skal lokke flere kvinder til fertilitetsklinikkerne for at give æg. Men de offentlige klinikker har ikke fået penge til at honorere kvinderne. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

På trods af en lang venteliste med håbefulde kvinder, der brændende ønsker at modtage donoræg, har Rigshospitalets Fertilitetsklinik måtte afvise omkring 100 kvinder, der ønskede at donere æg.

Det oplyser klinikchef Søren Ziebe.

Flere kvinder er ellers begyndt at melde sig til at donere æg, efter beløbet for at give æg sidste år steg fra 2.400 til 7.000 kroner.

"Vi har over 60 kvinder stående på venteliste, som har behov for de her donoræg."

Søren ziebe, klinikchef, rigshospitalets fertilitetsklinik

Beløbet blev hævet for at få flere kvinder til at donere æg, da ventetiden på at modtage ægdonationsbehandling på for eksempel Rigshospitalets Fertilitetsklinik er op til to et halvt år.

Men pengene er ikke fulgt med til de offentlige fertilitetsklinikker, som derfor ikke kan honorere kvinderne, der vil give æg eller betale for at udføre selve ægdonationsbehandlingerne.

- Vi har over 60 kvinder stående på venteliste, som har behov for de her donoræg. Samtidigt skal vi sige til kvinder, der gerne vil hjælpe, ”tak for at du vil hjælpe, men nej tak – vi har ikke råd”, siger klinikchef Søren Ziebe.

De manglende penge skyldes, at Danske Regioner og Sundhedsministeriet er i langstrakte forhandlinger om finansieringen.

- Nogle gange sætter man ting i gang for hurtigt. Og det er muligvis et af eksemplerne her. Vi har hævet beløbet, inden vi har afklaret økonomien. Det er lidt det, som er gået galt her, siger Ulla Astman (S), som er formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner.

Ulla Astman oplyser, at Danske Regioner forventer, at forhandlingerne om finansieringen falder på plads i løbet af foråret.

I mellemtiden vælger de mange kvinder på ventelisterne måske at gå nye og mere usikre veje, siger Nina Lynggaard, som er formand for Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse.

- Nogle ser sig nødsaget til at tage til udlandet. Det kan være meget utrygt at skulle til et andet land og få doneret æg, for man forstår ikke sproget, reglerne og hvad der skal ske, siger Nina Lynggard.

Det har ikke været muligt at få et interview med fungerende sundhedsminister Karen Ellemann (V), men ministeren skriver følgende i en mail til DR:

"Regeringen og de øvrige aftalepartier er enige om at sikre finansiering til eventuelt øgede offentlige udgifter som følge af aftalen, og i øjeblikket er der derfor økonomiske forhandlinger med regionerne om sagen."

Reglerne for ægdonation

  • Loven foreskriver, at man må modtage økonomisk kompensation på op til 7.000 kroner for en ægdonation.
  • Kvinden, der donener, må højst være 35 år.
  • Man skal være fysisk og psykisk rask, og der må ikke være kendte væsentlige arvelige sygdomme i familien - hverken fysiske eller psykiske.
  • Kvinden skal undersøges for, om hun kan smitte med leverbetændelse, AIDS og syfilis.

    Kilde: Blivdonor.dk