Tusindvis af borgere i hovedstadsområdet får mindre kalk i drikkevandet

Landets første vandværk, der frasorterer kalk, indvies i dag. Det er første skridt i retning af blødere drikkevand til en million danskere.

Selvom drikkevandet i hovedstadsområdet renses for kalk, vil der stadig være mere kalk i end i resten af landet. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Drikkevandet i hovedstadsområdet er fyldt med kalk, der tilkalker køkkenmaskiner og vandhaner. Men i dag indvies Brøndbyvester Vandværk, der er landets første vandværk med et indbygget blødgøringsanlæg, som frasorterer kalken og gør vandet blødere.

I første omgang får 35.000 borgere i Brøndby blødere drikkevand, men på sigt vil en million indbyggere i hovedstadsområdet få mindre kalkholdigt drikkevand.

Det fortæller Leo Larsen, der er bestyrelsesformand hos Hofor.

- Vi ruller det ud over hele vores forsyningsområde de kommende år. Vi skal nok frem til 2024, før det hele er gennemført, siger han.

At vandet renses for kalk betyder dog ikke, at man bliver helt fri for at afkalke sin kaffemaskine fremover:

- Fra naturens hånd har vi meget kalkholdigt vand i hovedstadsområdet, så tilkalkningen sker meget hurtigere herovre end i Jylland. Selvom vi nu laver vandet blødere, bliver det kun middelhårdt og ikke blødt som i Vestjylland.

Selvom man ikke helt kan undgå kalk i hovedstadsområdets drikkevand, er der stadig en miljømæssig fordel ved at reducere kalkindholdet.

- Når der sker mindre tilkalkning, bruger kaffemaskiner, opvaskemaskiner og andre husholdningsapperater mindre strøm, og der er heller ikke brug for lige så meget opvaskemiddel og sæbe, siger Leo Larsen.

Det betyder også, at der er penge at spare:

- Det kan løbe op i 500 kroner for en husstand om året, når man modregner den lille merpris, der er på det rene drikkevand.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.