6 eller 76 år: Mobil surfskole lokker alle aldersgrupper

To unge mænd fra Skive har brugt deres sommerferie på at lære turister at Stand Up Paddle.

Hvorfor skal du komme til skolen, hvis skolen kan komme til dig? Skolen har været rundt på campingpladser, havne og byer langs Limfjorden. (Foto: Rasmus Krieger Jensen)

Hen over sommerferien har 19-årige Nicklas Borgen og 23-årige Jeppe Thomsen dagligt rykket ud med en varevogn fyldt med boards, padler, våddragter og redningsveste.

For hvorfor skal turisterne komme til skolen, hvis skolen kan komme til turisterne. Ud fra den devise har de to unge mænd fra Skive brugt deres sommerferie på vandet, hvor det har drevet en mobil surfskole, der kører rundt til campingpladser, havne og byer langs Limfjorden.

- Surfing er verdens fedeste sport. Jeg har lavet konceptet med nogle af mine rigtig gode kammerater, så jeg kunne ikke tænke mig noget sjovere sted at tilbringe min sommer, siger Nicklas Borgen, der er gymnasieelev og derfor skal tilbage på skolebænken igen.

En af dem, som har været med på skolen er Jesper Dein fra Stoholm mellem Skive og Viborg. Han har prøvet Stand Up Paddle Surf en enkelt gang tidligere. Dengang i en svømmehal.

Han synes, det er et godt koncept med en mobil surfskole.

- Det er en rigtig god ide. Det giver en attraktiv måde at holde ferie på i familie-øjemed. Alle kan være med, siger Jesper Dein.

Støtte fra kommunen

Den mobile surfskole har private sponsorer, og Skive Kommune har valgt at støtte den med 100.000 kroner for at sætte fokus på Skive og ”Rent Liv”.

- Rent Liv er det, man ser og føler, når man er her. Vi har 190 km kystlinje, grøn natur, bæredygtighed og lækkert mad, og det vil vi gerne brande os på, siger Julie Lysdal Markussen, der er udviklingskonsulent i Erhverv og Turisme i Skive Kommune.

I løbet af sommeren har de haft knap 300 kursister i alderen 6 til 76 år.

- I Aalborg havde vi den anden dag en kvinde på 76 år. Hun havde også en super fed oplevelse på vandet, og det viser jo bare, hvor fed en sport det her er, og at det er for alle, siger Nicklas Borgen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.