61-årig erhvervsmand siger tak: Nu redder han sin gamle efterskole

Et år på efterskole for 45 år siden gav Flemming Nielsen selvværdet igen. Nu betaler han tilbage og redder skolen efter år med svigtende elevtal.

61-årige Flemming Nielsen gik på Rydhave Slots Efterskole fra 1970-72. Efter år med faldende elevtal har han med en økonomisk saltvandsindsprøjtning og vejledning hjulpet, så elevtallet på et enkelt år er steget fra 26 til 72. (Foto: Torben Møller)

Som barn lå det ikke i kortene, at 61-årige Flemming Nielsen skulle starte en virksomhed, der i dag er en af Europas største limtræsfabrikker - Vinderup Træindustri mellem Holstebro og Skive.

- Mine lærere mente ikke, at min evner rakte til at komme i realen og sagde direkte, at jeg var dum, fortæller Flemming Nielsen og kalder det for en mildere grad af mobning, der fandt sted fra lærernes side.

Da jeg kom på efterskole skete der noget fantastisk i mit liv. Jeg fik selvværdet tilbage, og jeg lærte at kende mig selv

Flemming nielsen

Men et år på Rydhave Slots Efterskole fik Flemming Nielsen tilbage på sporet. Her fik han venskaber med jævnaldrende, men også med lærerstaben. Og han lærte at se og gribe de muligheder, der bød sig.

- Da jeg kom på efterskole, skete der noget fantastisk i mit liv. Jeg fik selvværdet tilbage, og jeg lærte at kende mig selv. Hvem er Flemming? siger han.

Betaler gæld tilbage

I en årrække havde hans ungdoms efterskole svigtende elevtal, og skolen var nødt til at gøre noget helt nyt, hvis den skulle overleve.

Det var her, den tidligere elev og et af områdets store erhvervsmænd, trådte til. For selv om det er 45 år siden, Flemming Nielsen gik på skolen, er følelserne og båndet til skolen stadig så stærke, at han nu har tilbudt sin hjælp. Både med det økonomiske, men også med vejledning om, hvordan skolen omstiller sig til det, der er efterspurgt i dag.

- Jeg går ind og betaler min gæld tilbage, fortæller han både ydmygt og som en nærmest naturlig pligt.

Det er hans måde at sige tak på.

For ifølge ham selv, var han aldrig nået så langt med en virksomhed med 120 ansatte, hvis det ikke havde været for året på efterskole.

- Jeg havde det fantastisk, og efter Rydhave-tiden blev det ”sommer” i mit liv, og det har været "sommer" lige siden, siger Flemming Nielsen.

Lang uddannelse er ikke nødvendigvis lykken

Sidste skoleår var der blot 26 elever på Rydhave Slots Efterskole. I år startede der 72 elever, og skolen har måtte sige nej til elever.

Skolen har med den økonomiske hjælp fra Flemming Nielsen, Færch Fonden, Vækstfonden, den statslige finansieringsfond og andre lokale erhvervsfolk bygget en paintballhal, og skolen har blandt andet en linje med e-sport.

Jeg tror, at mange, som ikke har en høj uddannelse, er mere glade end dem, der tager en uddannelse, hvor evnerne ikke helt er til det,

flemming nielsen

- For et år siden anede jeg ikke, hvad e-sport er, men jeg har sat mig ind i det og er meget positiv. For de lærer strategi og at være hurtige i tankegangen, og det har vi brug for i erhvervslivet, siger Flemming Nielsen.

Han peger på, at selv om uddannelse er godt, og der er brug for højtuddannede, så er det ikke nødvendigvis den eneste vej at gå. Derfor ligger det ham på sinde, at de unge i dag finder den rette uddannelse eller arbejder sig op som ufaglært.

- Mange stræber højere, end hvad deres evner rækker til. Det, synes jeg, er synd for unge mennesker. For gør man det, man har lyst til, så kommer evnerne hen ad vejen, og så kan man lige så stille arbejde sig højere op i stedet for at stræbe, siger han og tilføjer:

- Jeg tror, at mange, som ikke har en høj uddannelse, er mere glade end dem, der tager en uddannelse, hvor evnerne ikke helt er til det, siger Flemming Nielsen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.