82-årige Edith: Jeg vil ikke genoplives

Med et armbånd vil Edith Knudsen vise os, at vi skal lade hende ligge, hvis hun falder om.

Genoplivning, nej tak!

Det budskab vil 82-årige Edith Knudsen fra Skive gerne gøre helt klart for omverdenen. Derfor foreslår hun, at ældre skal kunne gå med et armbånd, der tydeligt signalerer, at de ikke ønsker at blive genoplivet, hvis deres hjerte stopper.

- Jeg forestiller mig, at en smykkeforretning kan lave et sølvarmbånd, man kan have om sit håndled. Alle vil jo kunne se ens holdning, hvis man har det på, siger Edith Knudsen.

Hun frygter selv hvilket liv, der kan vente på den anden side af et stød fra en hjertestarter.

- Jeg har levet i mange år , og jeg vil ikke risikere at ende som en grøntsag, siger hun.

Hun har oplevet, hvordan det kan gå skævt efter en genoplivning.

-Det sker for er rigtigt mange ældre mennesker, der bliver kaldt til live. De får ikke et godt liv bagefter, siger Edith Knudsen.

Hjertestop er en hurtig måde at sige farvel til et langt liv

Der er et stort behov for at fremmede hurtigt kan aflæse, at en ældre ikke vil genoplives, mener hun. Eksempelvis hvis hun skulle falde om i et supermarked, så hjælper det ikke at skrive nej tak i et papir hos lægen.

- Og jeg kan jo ikke protestere, hvis jeg først ligger bevidstløs, lyder det fra den 82-årige.

Det kan et offentligt kendt nej-tak armbånd hurtigt signalere.

- Jeg synes de skal bruge hjertestarterne på yngre mennesker, som er vigtige at holde i live. Os, der har levet et rigt liv, er der ikke grund til at bruge en masse ressourcer til at genoplive, siger hun.

Hun frygter ikke, at nogle kan blive ladt i stikken gennem en ordning med nej-tak-armbånd.

- Hvis man selv har købt et armbånd, så har man tænkt over det og taget stilling. Så er man overbevist om, at det er det, man gerne vil, siger hun

Og det savner hun en måde at kommunikere til sine omgivelser.

- Jeg tror på skæbnen. Hvis man falder om lige pludselig, så er det en fantastisk nem måde at komme herfra på, siger Edith Knudsen.

- Jeg har levet i mange år, og jeg vil ikke risikere at ende som en grøntsag, siger 82-årige Edith Knudsen.Hun foreslår, at man laver et armbånd, der signalerer: Genoplivning, nej tak.

Opslået af DR Nyheder på 6. januar 2016

  • Print
  • Del artiklen: