Ældre Sagen: Chokerende og uværdig behandling af ældre

Bodil Vestergaard har fået hjemmehjælp i 10 år. Nu er hun pludselig ikke svag nok længere.

79-årige Bodil Vestergaard fra Ringkøbing har fået frataget al sin hjemmehjælp til rengøring.

Hun har ellers fået hjælp i næsten 10 år, fordi hun har nedsunken rygsøjle og lider af svimmelhed. Hun har en lægeerklæring fra sin læge på, at hun ikke må gøre rent.

Men nu er det altså slut, fordi kommunen skal spare.

Det er chokerende, mener Jens Højgaard, der er souschef i Ældre Sagens afdeling for samfundsanalyse.

- Vi synes, at det er chokerende at høre, at man tager hjælpen fra et menneske, som tydeligvis er svækket, og som har brug for hjælp, hvor kommunen tidligere har anerkendt behovet, siger han.

Ringkøbing-Skjern Kommune sendte sidste år et brev ud til hjemmehjælpsmodtagerne, hvori der stod, at kun "demente, blinde og lamme" fremover kunne få hjælp. Ældre Sagen skrev dengang til kommunen, at man bevægede sig på grænsen af loven.

Formand for Social- og Sundhedsudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune Karsten Sørensen (S) står ved, at det er en forringelse af servicen.

- Vi har været nødt til at sænke vores serviceniveau, og det har noget med kroner og ører at gøre. Det er en forringelse, og det står vi også ved. Men vi kan kun bruge pengene én gang, siger han.

  • Print
  • Del artiklen: