Antropolog: Når medarbejderne trives, stiger køernes velfærd

De ansattes arbejdsforhold i stalden og dyrevelfærd hænger sammen, viser foreløbig konklusion fra et nyt forskningsprojekt.

Medarbejdere, der føler sig anerkendt og er glade for at gå på arbejde, passer ekstra godt på dyrene, viser er en foreløbig konklusion i et nyt forskningsprojekt fra Aarhus Universitet. (Foto: Torben Møller)

Medarbejdere, der føler sig anerkendt og er glade for at gå på arbejde, passer ekstra godt på dyrene.

Sådan lyder en foreløbig konklusion i et nyt forskningsprojekt fra Aarhus Universitet.

- Det sociale spiller en stor rolle. Hvis du trykker nedad på medarbejderne ved ikke at rose og belønne, så kan det også give et tryk på dyrene. Det hænger sammen, siger antropolog Inger Anneberg, der står bag forskningsprojektet.

Det genkender Peter Stenger, der er medarbejder på Ørslevkloster Hovedgård i Højslev ved Skive.

- Det er klart, at hvis man starter hver morgen med at få en skideballe over et eller andet ubegrundet, så smitter det af på resten af dagen. Det gør vi ikke her på stedet. Det ville også gå ud over dyrene. Selvfølgelig ville det det, siger han.

Inger Anneberg undersøger som den første nogensinde de ansatte i landets staldes forhold til dyrevelfærd. Hun kan se en sammenhæng mellem arbejdsforhold og dyrenes vé og vel.

"Det er ligegyldigt, om det er mennesker eller dyr, du arbejder sammen med. Hvis de reagerer anderledes, end de plejer, så skal man gøre noget ved det."

Rasmus Boudigaard, arbejdsgiver, Ørslevkloster Hovedgård

- Det betyder rigtig meget, hvordan man snakker sammen internt. At man kan se, at man har en rolle på gården, og at man ikke bare er én, der skal gøre, som der bliver sagt, fortæller hun.

For landmand Rasmus Boudigaard er medarbejderpleje en naturlig del af jobbet som arbejdsgiver på Ørslevkloster Hovedgård.

- Vi skal selvfølgelig have et godt forhold til vores medarbejdere, passe godt på dem og rose dem for alt det, de gør. Vi kan jo ikke få nok ud af vores landbrug, hvis vi ikke har dygtige folk, uddyber han.

Ifølge den erfarne landmand er der slående ligheder i opskriften på at passe på både dyr og medarbejdere.

- Lyt og se på, hvad der sker. Og reagér på det. Det er ligegyldigt, om det er mennesker eller dyr, du arbejder sammen med. Hvis de reagerer anderledes, end de plejer, så skal man gøre noget ved det, mener han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.