Borgere skal rådgive politikere om overvågning

Big Brother er kommet for at blive - men nu spørges borgere i Midtjylland, hvordan vi skal styre overvågning i samfundet

For eksempel mobiltelefonen er et sofistikeret overvågningsværktøj. Den kan vise, hvor dine venner er, og den kan vise andre, hvor du er.

Overvågningskameraer, der fotograferer dig overalt. Internetoplysninger der fortæller, hvem dine kontakter er. Telefonsporing, der viser, hvor du befinder dig lige nu. Vi ved godt, det eksisterer - men kan vi lide det?

200 borgere fra Region Midtjylland skal diskutere overvågning og privatliv.

De skal komme med bud på, hvordan de europæiske politikere skal lovgive på området.

Overvågning rammer også ikke-kriminelle

Mødet i Århus er et af ni møder der holdes i flere europæiske lande . en del af et større EU-projekt. Teknologirådet står for mødet i DK, og en af de 200 borgere, der medvirker, er seniorsergent Aage Riis Olesen fra Hvidding ved Tjele. Han har intet imod overvågning som princip:

- Jeg synes, det er helt i orden, at der er mulighed for at gøre det, netop fordi man kan hjælpe mod kriminalitet og andre lyssky affærer, forklarer.

Men der er også en slagside, mener Aage Riis Olesen:

-  Oplysninger om ikke-kriminelle skulle jo ikke gerne komme andre i hænde, siger han.

Politikere vil høre borgeres stemme

Projektleder Nanna Engberg siger, at EU-politikerne har brug for at høre borgernes mening om overvågning og sikkerhed.

- Vi følger alle sammen med i debatten om overvågning og hører om, at Angela Merkels telefon bliver aflytet og så videre. Men de her teknologier påvirker i virkeligheden os alle sammen. Så det er også vigtigt, at almindelige menneskers stemme bliver hørt, siger hun.

Mødet er kl. 10 i Aarhus lørdag.