Dansk vandsport-VM sikret i sidste øjeblik

Virksomheder, fonde og kommune sikrer med økonomisk håndsrækning VM i stand up paddling.

Casper Steinfath fra Klitmøller er tredobbelt verdensmester i SUP-disciplinen Technical Race. (Foto: pressefoto)

VM i vandsporten stand up paddling, også bare kaldet SUP, er reddet på målstregen.

For en måned siden manglede arrangørerne en million kroner ud af et budget på fem millioner kroner. Men nu har en række fonde, virksomheder og Thisted Kommune sikret afviklingen af det, der bliver den største surf-begivenhed i Danmark nogensinde.

Og det var i sidste øjeblik, da VM allerede løber af stablen i starten af september.

- Hvis vi ikke havde nået økonomien, havde vi været nødt til at aflyse, og det havde heller ikke været omkostningsfrit, siger Robert Sand, der er sponsoransvarlig for Copencold Hawaii, der skal afholde mesterskabet.

- Jeg er virkelig glad for, vi nu kan gennemføre som planlagt, og jeg er sikker på, at det bliver et brag af et arrangement, siger han.

Konkurrencerne bliver afholdt i København og Vorupør, der er en del af Cold Hawaii, men det er særligt virksomheder fra det nordvestjyske område, som til sidst har sikret, at arrangementet bliver gennemført.

Blandt andet med en underskudsgaranti på 250.000 kroner fra Thisted Kommune.

- Personligt er jeg rigtig glad for, at det særligt er virksomheder her fra området, som bakker op om projektet. Det viser, det er noget, de synes er vigtigt, og at Cold Hawaii er et projekt, de ser som et fyrtårn. Så det er fantastisk positivt, siger Robert Sand.

Om VM i stand up paddle

  • VM i SUP afholdes fra 1 .- 10. september.
  • 300 atleter fra cirka 50 lande deltager.
  • Stand up paddling er den hurtigst voskende vandsport i verden og har i de sidste par år vundet markant frem i Danmark.
  • Sporten foregår ved, at man står op på et stort surfboard og padler sig frem ved hjælp af en padle.
  • VM bliver afholdt i Vorupør i Thy samt i København lige ved siden af Operahuset.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.