Danske vindmøller sætter ny verdensrekord

Verdensrekord: Over halvdelen af vores strøm i december kom fra vindmøller.

Danmark slog verdensrekord i vindkraft i december. I julemåneden kom mere end halvdelen af Danmarks strøm fra vindmøller, og det er aldrig sket før i noget land i verden.

Helt præcist var det 57,4 procent af al den strøm, vi brugte i december, som kom fra de snurrende vindmøller. Det viser nye tal fra Energinet.dk. - og det er første gang nogensinde, at over halvdelen af et lands strømforbrug i en hel måned kommer fra vindkraft.

Milepæl for vindmølleindustrien

- Det er en milepæl for den danske vindkraftindustri, siger Henrik Stiesdal, som er teknologichef hos Siemens Wind Power i Brande.

- Det er utrolig vigtigt, at vi på den måde kan demonstrere, at en langt større andel af strømmen kan komme fra vind end man tidligere har troet, siger han.

Flere verdensrekorder i 2013

Henrik Stiesdal har netop analyseret tallene fra 2013, som gemmer på flere verdensrekorder: På årsplan kom hele 33,8 procent af danskernes strømforbrug fra vindkraft. Det er første gang, at noget land kommer over en tredjedel, og på et enkelt døgn - den 21. december - producerede vindmøllerne mere strøm end danskernes samlede forbrug, altså over 100 procent.

Øger den danske troværdighed

Den slags tal har også stor betydning, når danske vindmøller skal sælges i udlandet, siger Henrik Stiesdal:

- Det tæller virkelig på troværdighedskontoen, når man skal markedsføre et budskab om, at grøn omstilling godt kan lade sig gøre. Ikke mindst når man har så dygtig en distributør som Energinet.dk i Danmark, siger teknologichefen hos Siemens Wind Power.

  • Print
  • Del artiklen: