Der er guld i fisken i 2016

Fiskerne har udsigt til at tjene flere penge i år. Især langs den jyske vestkyst.

Næsten en kvart milliard kroner.

Så meget vil danske fiskere tjene ekstra i 2016 takket være større fiskekvoter. Det er især langs den jyske vestkyst, at fiskerne har grund til at glæde sig, og det gør de også, fortæller Hanstholm-fiskernes formand, Jan N. Hansen.

- Vi ser positivt på fremtiden, siger han.

Han hæfter sig ved, at bestandene har det godt, og kvoterne går op.

- Vi har også fundet et prisniveau, der er fornuftigt. Kan vi holde den kurs, så ser det positivt ud, siger han.

NaturErhvervstyrelsen vurderer, at de større fiskekvoter for flere arter vil betyde en ekstra indtjening på 230 millioner kroner til fiskerne i 2016, hvis priserne på spisefisk holder det nuværende niveau.

Som kvoterne er fordelt i farvandene, er det især i de vest- og nordjyske fiskerihavne, at fiskerne har udsigt til at tjene flere penge i år.

Til gengæld er der en del bekymring blandt fiskerne, fordi EUs forbud mod discard, altså at smide fisk tilbage i havet, bliver udvidet her ved årsskiftet.

  • Print
  • Del artiklen: