Dom: Får en halv million i erstatning af bank

Vestjysk Bank løb fra aftale om kurssikring, mener retten. Banken skal nu betale kunde erstatning.

Vestjysk Bank skal betale lidt over en halv million kroner i erstatning til en kunde, fordi banken ikke dækkede et tab, da kursen på schweizerfranc steg voldsomt sidste år. Det har retten i Holstebro afgjort.

15. januar 2015 steg kursen på schweizerfranc voldsomt, da alpelandet opgav sin fastkurspolitik i forhold til euroen.

Kursændringen betød, at vognmand Torben Folmann fra Skjern på et kvarter oplevede, at hans lån på 400.000 schweizerfranc steg fra to millioner kroner til 3,2 millioner. Med en indbygget ”Stop Loss aftale” mente Torben Folmann, at Vestjysk Bank skulle dække noget af tabet.

Men da Torben Folmann med aftalen i hånden ville have dækket noget af sit tab, sagde Vestjysk Bank nej. Lånet blev først indfriet senere til en højere kurs.

Bankdirektør: Vi er overraskede over dommen

Administrerende direktør i Vestjysk Bank Jan Madsen er overrasket over dommen.

- Den havde vi ikke ventet. Situationen 15. januar sidste år var helt specielt, men vi mener, at vi gjorde det så godt, som vi kunne den dag, siger Jan Madsen, der ikke ønsker at udtale sig yderligere om sagen, før han har nærlæst dommen.

Vestjysk Bank vil derfor først senere beslutte, om dommen skal ankes.

Torben Folmann er stadig kunde i Vestjysk Bank, selvom han endte med at tabe penge på sit lån.

- Det er altid træls at tabe penge, men det er spillets regler, når man optager et lån i anden valuta, siger han.

  • Print
  • Del artiklen: