Du kan aldrig helt vide, hvornår postkassen bliver tømt

Vi sender færre breve, så Post Danmark har ændret tømning af postkasser til 'dagligt' - men fortæller ikke hvornår på dagen, det sker.

Postkassen tømmes dagligt.

Sådan står der på flere og flere postkasser, men folk ved ikke, hvornår på dagen, det sker. Det betyder, at nogle breve kan ligge op til et døgn i postkassen, inden de bliver taget med.

Post Danmarks nye politik for tømning af postkasser skyldes, at danskerne sender færre breve, fortæller Lene Reipurth, der er chef for produktionsudvikling hos Post Danmark.

Hver husstand sender ca. fire A-breve om året. Et brev, som er mærket med A, havner hos modtageren dagen efter, at det er sendt.

- Vi står i en situation, hvor postkasser er tomme eller næsten tomme, men det er vigtigt at bevare postkasserne. Så vi tømmer, når postbuddet er på sin rute, siger Lene Reipurth.

Det sker for eksempel i Stoholm mellem Viborg og Skive. Her bor Svend Aage Jensen, der er forundret over, at en halvstor by får så dårlig en postservice.

Forskellen på A og B Breve
  • Et A Brev bliver leveret til modtageren dagen efter, at brevet er sendt (på hverdage).
  • Et B Brev bliver leveret til modtageren inden for fire hverdage efter, at brevet er sendt.

Kilde: Post Danmark

- Det går den forkerte vej med servicen, når jeg skal køre til enten Skive eller Viborg, hvis jeg vil være sikker på, at mit brev kommer frem som A-post, siger Svend Aage Jensen.

Til det siger Lene Reipurth fra Post Danmark:

- Jeg synes, det er en god service, at vi i Stoholm kan tilbyde seks postkasser og to posthuse, hvor man kan hente pakker.

Post Danmarks nye politik for tømning af postkasser er bredt ud i hele landet, så også i storbyer vil der være postkasser, der kun tømmes, når postbuddet er i området.

  • Print
  • Del artiklen: