Esben Lunde Larsen: Mindre virksomheder skal ikke miljøgodkendes

Det vil vil ikke slække på miljøbeskyttelsen, mener miljø- og fødevareministeren.

Mindre virksomheder skal slippe for at ansøge om en miljøgodkendelse, når de vil udvide.

Det vil gøre dem mere konkurrencedygtige og det vil ikke slække på miljøbeskyttelsen, mener miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

- Nu giver vi dem den her konkurrencefordel, så deres omstilling ikke sander til i for lang sagsbehandling, siger han.

I dag skal virksomheder ansøge om en miljøgodkendelse, hvis de vil udvide. Den tager typisk seks-syv måneder at få.

Mindre virksomheder skal nu fritages for den lange ventetid. Og Esben Lunde Larsen lover, at det ikke kommer til, at gå ud over miljøet.

- Nej, det er jeg helt klar i mælet om, det gør det ikke, siger han.

Hos KMC i Brande, der producerer kartoffelpulver til blandt andet chips, bifalder miljøchef Henrik Skøtt forslaget.

- Jeg synes, det er en rigtig god idé. Det giver os mindre administration, og det letter vores hverdag, siger han.

Esben Lunde Larsen påpeger, at virksomhederne ikke slipper for at ansøge hos kommunerne om en byggetilladelse, hvis de vil udvide.

Og netop derfor giver det god mening, mener de i Brande.

- Så snart vi har en ting, vi gerne vil lave om, så snakker vi med kommunen om det og med kommunens miljøsagsbehandler. De ved godt, hvad vi laver, uden vi behøver en miljøgodkendelse, siger Henrik Skøtt.

Forslaget om at fjerne miljøgodkendelser fra mindre virksomheder er lige nu i høring, og forventes vedtaget allerede fra 1. juli.

  • Print
  • Del artiklen: