Europæiske forbrugere skal spise danske krabber

Der er masser af krabber i de danske farvande. Nyt selskab vil sælge ferske krabbeprodukter i Europa.

Et nyt selskab vil udnytte den store forekomst af taskekrabber i de danske farvande. (Foto: Jeka Fish)

Krabbebestanden i de danske farvande er stor. Det skal udnyttes, mener et nyt selskab, der vil opføre en fabrik på havnen i Lemvig, der skal forarbejde taskekrabber til færdigprodukter til det europæiske marked.

Bag Nordisk Krabbe Kompagni står norske Hitramat AS og Jeka Fish A/S i Lemvig.

Hitramat er en af de største producenter af taskekrabber i Europa, men i Danmark er krabberne en forholdsvis uudnyttet ressource.

40 nye arbejdspladser

Det nye projekt vil gøre fangst og forarbejdning af taskekrabber til et kommercielt erhverv i Danmark.

Der skal på sigt produceres op til 2.000 ton krabber i Lemvig. Det giver i første omgang arbejde til cirka 40 medarbejdere i højsæsonen.

- Formår vi at udvikle projektet som planlagt, så kan vi i løbet af fem år være cirka 100 medarbejdere, siger Halldor Arnarson, administrerende direktør i Jeka Group i Lemvig.

Den nye fabrik i Lemvig skal stå klar til den kommende krabbesæson, der begynder i juli måned.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.