Få større bryster af eget fedt

Du kan nu få lavet større bryster ved hjælp af transplanteret fedt fra andre steder på kroppen. De bliver et hit, spår privathospital.

(Foto: Colourbox)

Godt nyt til de mange kvinder, der drømmer om større bryster, men som ikke tør at få lagt silikoneimplantater ind i kroppen. På privathospitalet Aleris-Hamlet i Herning kan man få større bryster på en helt naturlig måde.

I stedet for at få fyldt brysterne op med silikone, flytter kirurgerne fedt fra andre steder af kroppen til at fylde ud foroven.

Færre bivirkninger

Den nye metode har færre bivirkninger, og den bliver stadig mere populær, fortæller specialeansvarlig for plastikkirurgien på Aleris-Hamlet, Bo Jønsson.

- Siden januar har vi lavet 20 brystforstørrende operationer med eget fedt. I samme periode har vi lavet omkring 200 operationer med silikoneimplantater. Men jeg tror, der er et meget større marked for folk, der gerne vil have lavet en brystforstørrelse med eget fedt, fortæller han og uddyber:

- Jeg tror, det kun er en brøkdel af de kvinder, der rent faktisk ønsker større bryster, som får dem lavet, fordi de ikke har lyst til at få silikoneimplantater. Derfor tror jeg, markedet for brystforstørrelser er ti gange større - det vil sige, at hvis vi i fremtiden laver 200 operationer med implantater, vil vi lave 2000 operationer med eget fedt.

Mange fordele ved ny metode

Der er mange fordele ved den nye metode, fortæller Bo Jønsson:

- Man kommer af med noget fedt, som man måske har lidt for meget af på ridebukse-lårene, lænden eller maven, og så er der færre komplikationer, fordi det er ens eget fedt.

- Det er ikke noget sundhedsskadeligt i at bruge silikone, men når man indsætter et implantat, reagerer kroppen ved at danne en "kapsel" rundt om fremmedlegemet. Den kan blive hård og gøre så ondt, at man bliver nødt til at få en ny operation. Det sker ikke, når det er ens eget fedt.

Unge vil have store bryster hurtigt

Bo Jønsson tror dog ikke, at den nye metode til at forøge barmens volumen vil udkonkurrere siliconeimplantaterne.

- De unge mennesker vil gerne have store bryster hurtigt, og det kan man ikke med fedt-metoden. Fedt er meget trykfølsomt, så derfor kan vi ikke putte lige så meget ind af gangen. Desuden vil nogle af fedtcellerne dø, så derfor vil det endelige resultat heller ikke være det, man kommer ud med fra klinikken, siger han.

Til gengæld kan man foretage lige så mange genopfyldninger, som man har lyst til.

- Men så kan det jo hurtigt blive dyrt. En brystforstørrende operation med eget fedt koster omkring 42.000 for den første gang og 32.000 for hver af de efterfølgende gange. Man kan sagtens nøjes med en enkelt gang, men de fleste vil gerne have to indsprøjtninger. En operation med et implantat koster mellem 30.000 og 40.000, og så kan man få dem i alle størrelser.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.