Tema Ulve i Danmark

Familie havde ulve i baghaven: - De var lige på den anden side af havebordet

En flok ulveunger har flere dage i træk vandret forbi vestjysk families baghave.

Seks ulveunger gik tirsdag fordi familiens have. (Foto: Henrik Sahlholdt)

En ulveflok er flere dage i træk kommet rigtig tæt på familien McWhans bolig i Torsted mellem Holstebro og Ringkøbing. Ulvene har været på 50 meters afstand fra huset uden at vise frygt for familien.

- Jeg synes det er skræmmende, og det tager noget af glæden ved at bo i et naturskønt område, siger Annette McWhan.

I de seneste måneders debat om ulve, har flere eksperter udtalt, at ulve er sky overfor mennesker. Derfor blev familien Mcwhan overrasket, da de mandag aften så to ulve bagerst i deres store have.

- Lige på den anden side af havebordet kunne jeg se to ulve, og den ene kom lidt imod os, men så løb den ind i skoven igen, siger Don McWhan.

Ulveungerne var 50 meter fra familien McWhans hus.

Dagen efter familiens gåtur fangede et vildtkamera seks ulve samme sted, som familien så ulvene. Det er formentlig den hvalpeflok, som vildtkameraer tidligere har dokumenteret.

Ifølge forskningschef hos Naturhistorisk Museum i Aarhus, Kent Olsen, er ulvenes adfærd helt naturlig.

- Det er ulveunger, der er ude på egen hånd. De er nysgerrige af natur, og det er ikke usædvanligt, at de kommer i nærheden af bygninger, siger han.

Ulvene på billedet har lidt kortere og tykkere ben end voksne ulve. Derfor er Kent Olsen ikke i tvivl om, at det er ulveunger. Han forstår godt, at familien er bekymret, men henviser til erfaringer fra Tyskland, der har haft ynglende ulve siden 2000.

- Erfaringerne viser, at når ulvehvalpene er i den periode, hvor de ikke færdes med deres forældre, kommer de vidt omkring. Også forbi bygninger. Når de bliver lidt større, kommer de med forældrene på jagt, og så lærer de den naturlige skyhed af de voksne ulve, siger Kent Olsen.

Han hæfter sig ved, at ulveungerne ikke er opsøgende overfor mennesker.

- Hvis de havde haft en voksen ulv med, så havde den ledt dem i en større afstand udenom bygningen, siger han.

Tidligere på året dokumenterede billeder fra vildkameraer og DNA-prøver, at et ulvepar havde slået sig ned i Vestjylland. I sommer viste nye billeder, at der også var kommet ulveunger.

Mange borgere i området omkring Ulfborg, hvor ulvene hovedsagligt holder til, mener, at ulvene er et stort problem. De henviser til, at der er eksempler på, at ulve har angrebet får. Borgerne er bekymrede for, at ulvene også kan finde på at angribe børn.

Politikere er meget uenige om, hvorvidt ulvebestanden skal reguleres eller ej. I juli vurderede miljøminister Esben Lunde Larsen (V) i et svar til Folketinget, at faren for ulveangreb på mennesker er ekstremt lille.

Opdateret 29/9 2017 klokken 06.20: Familien McWhans navn blev stavet med stort W.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.