Familiefilm trækker turister til Viborg

Kommunen vil gentage turistsuccesen med at støtte filmen Emma og Julemanden.

Du ved, at James Bond kører Aston Martin, og Sarah Lund går i islandsk sweater.

Ligesom dem vil Viborg gerne være kendt fra TV, så kommunen planlægger at støtte efterfølgeren til filmen Emma og Julemanden med to millioner kroner, fortæller borgmester Torsten Nielsen

- Den første film var absolut effektiv reklame, siger han.

Han og byrådet postede en million kroner i produktionen af Emma og Julemanden. For pengene har de blandt andet fået medieomtale, der svarer til 10 millioner kroner.

- Jeg håber på at få mindst det samme resultat og måske mere ud af julefilm nummer to, siger han.

Men det er usikkert, hvor meget kommunen kan få ud af støttekronerne. Udenfor biografens mørke ved hverken forskere eller Visit Denmark, hvor mange herhjemme der typisk rejser i skuespillernes fodspor, efter de har set en film.

På verdensplan rejser cirka 40 millioner turister hvert år til et land, fordi de har set det i en film ifølge det globale analysebureau TCI.

Borgmester Torsten Nielsen er også overbevist om at filmen har stor effekt.

- De handlende har haft en større omsætning. De har spurgt folk, hvor de kom fra, og de var bestemt ikke lokale. Når de spurgte videre ind, pegede alle gæsterne på Emma og Julemanden. Det skal vi have mere af, siger han.

En optælling fra Viborg Museum viser, at hver fjerde af de 6.500 besøgende på udstillingen om Emma og Julemanden bor udenfor kommunen.

På onsdag beslutter byrådet endelig, om de vil sponsorere den kommende film.

  • Print
  • Del artiklen: