Fiskere bekymrede over landbrugspakke

Fiskernes holdning til landbrugspakken er knivskarp. De ønsker ingen forringelser af havmiljøet.

Hvis der kommer mere gødning på markerne, kan det betyde, at fiskere kan hale færre fisk i land.

Danmarks Fiskeriforening melder sig nu blandt de bekymrede over landbrugspakken, for hvis landmændene får lov til at forurene mere, kan det gå ud over fiskerne.

- Vores medlemmer lever af, hvad de kan fange i havet, konstaterer direktør Niels Wichmann fra Danmarks Fiskeriforening.

- Hvis udledninger fra landbruget har en øget negativ påvirkning af havmiljøet, er det naturligvis noget, der bekymrer os. Vi er som organisation modstander af alle tiltag, der forringer det gode vandmiljø, som vi har opnået i Danmark, siger Niels Wichmann.

Officielt hedder den landbrugs- og fødevarepakken, men fiskerierhvervet er ikke blevet inddraget i arbejdet med den omstridte pakke.

- Vi har ikke på noget tidspunkt været involveret i den forhandling, der foregår. Derfor ved vi heller ikke, om tallene for udledninger holder på kort eller langt sigt, siger Niels Wichmann.

- Vores holdning er knivskarp: Vi ønsker ingen forringelser af havmiljøet, hverken på kort eller langt sigt, siger direktøren i Danmarks Fiskeriforening.

Landbrugspakken, som giver landmændene lov til at gøde mere, ventes vedtaget med et smalt blåt flertal.

  • Print
  • Del artiklen: