Flere ton fisk skal hjælpe de fattige

Hanstholm Fiskeauktion giver i denne uge tre øre pr. kilo fisk til Danmarks Indsamling og kampen mod fattigdom.

Tirsdag morgen blev en kasse med 30 kilo havtaske solgt på fiskeauktionen i Hanstholm til 90 kroner pr. kilo.

Det er cirka det dobbelte af den forventede pris, men kassen med havtasker blev også solgt til fordel for Danmarks Indsamling 2016 og kampen mod fattigdom.

Hanstholm Fiskeriauktion giver i denne uge tre øre pr. kilo solgt fisk til indsamlingen. Auktionsmester Jes Holm Sørensen håber at nå 25.000 kroner - hvis ellers vejret vil.

Det seneste døgns blæsende og kolde vejr har dog holdt en del fiskere i havn, så der var i dag kun 30 ton fisk under hammeren. I sidste uge var man oppe på 240 ton.

- De fattige bliver ikke hjulpet af vejret i dag, men nogle fiskere giver en kasse fisk til det gode formål, fortæller Jes Holm Sørensen.

Kassen med havtasker blev solgt til Hanstholm Fisk- og Skaldyr, der i den gode sags tjeneste gav hele 2700 kroner for fiskene.

- Så er der da lidt til de fattige, siger auktionsmester Jes Holm Sørensen.

Hanstholm Fiskeauktioner konkurrerer med Danske Fiskeriauktioner i Thyborøn om at sælge flest fisk til fordel for indsamlingen til de fattige.

  • Print
  • Del artiklen: