Flere unge havner på overførselsindkomst

Skærpede krav til at komme ind på en erhvervsskole betyder, at flere unge ryger ud af systemet.

Flere og flere unge i Skive Kommune kommer på offentlig forsørgelse.

I løbet af det seneste år er gruppen af unge ledige, som modtager uddannelseshjælp eller kontanthjælp vokset med 40 til i alt 300.

- Det er selvfølgelig bekymrende, at der er den stigende tendens, siger arbejdsmarkedschef Dorthe Hamrum.

Hun mener, at erhvervsskolereformen er en af de væsentligste årsager. Med reformen blev der indført et adgangskrav til erhvervsuddannelserne på 2 i dansk og matematik.

Samtidig må de unge højst starte på tre forskellige ungdomsuddannelser.

- Det er psykisk sårbare unge mennesker, som har brug for en mere håndholdt indsats, siger Dorthe Hamrum.

Hovedbestyrelsesmedlem i Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer Keld Bertelsen siger, at der er tale om en landsdækkende tendens. Dog med store variationer. I hans egen kommune Struer er antallet af unge på uddannelsesydelse for eksempel faldet.

Forvaltningen i Skive har nu bedt politikerne om lov til et forsøg med en særlig indsats rettet mod de sårbare unge, hvor et 16 ugers forløb med alt fra motion og gruppecoaching til psykologsamtaler og eventuel misbrugsbehandling skal hjælpe flere på ret køl.

  • Print
  • Del artiklen: