Fodboldmænd med egen U80-turnering: Vi bliver ved så længe vi kan

De 60 til 80-årige er den eneste gruppe, som oplever en stigning i antallet af medlemmer inden for foreningslivet.

På banen bliver der gået til den, men udstyret og de gamle beskinner, der for længst har haft 50 års jubilæum, afslører, at fodboldspillerne efterhånden er oppe i alderen.

Ti gange om året snører en gruppe fodboldmænd fra Viborg-egnen støvlerne i deres egen U80-turnering.

- DBU (Dansk Boldspil Union, red.) havde ikke en turnering for sådan nogle som os, og så lavede vi det selv, siger Ivan Jensen, der repræsenterer Løgstrup Gymnastik- og Idrætsforening.

- Jeg har altid spillet fodbold, og det er så sjovt, at vi gerne vil blive ved, så længe vi kan. Også selv om jeg efterhånden er blevet 70, siger Ivan Jensen.

Han var med til at starte fodboldturneringen i 2011, hvor fem klubber fra og omkring Viborg mødes ti gange om året i en turnering, hvor hver kamp varer 15 minutter – og der bagefter er spisning og øl.

Der er få skader, og selv om de går til den i kampene, er konkurrencen trods alt ikke større, end at der også plads til at hjælpe hinanden.

- Hvis en af de andre klubber mangler en spiller, kan vi godt låne af hinanden. Men vi spiller for at vinde, og når vi er færdige, bliver resultaterne læst op, så vi ved, hvem der har håneretten, siger Ivan Jensen.

Ældre mere aktive i foreninger

Ivan Jensen påpeger, at fodbold flere gange er blevet dokumenteret som en sund og god motionsform for alle aldre. Men, at det er godt for helbredet, er kun en sidegevinst.

- Det er langt sjovere at mødes her end at løbe en tur ud ad vejen, siger han.

Den holdning er Ivan Jensen langt fra ene om at have. For mens foreningsidræt generelt er i modvind, er aldersgruppen på 60+ den eneste gruppe, hvor der er en stigning i andelen af aktive i foreninger. Det viser en analyse, som Idrættens Analyseinstitut har lavet.

Og at tallene viser en stigning blandt de ældre generationer kommer ikke bag på Maja Pilgaard, der er analyse- og forskningsleder ved Idrættens Analyseinstitut og står bag ’Danskernes motions- og sportsvaner’.

Dels har flere foreninger lavet målrettede tilbud til netop den aldersgruppe, generationen har hele deres liv haft en tradition for at være medlem af foreninger, og så er de stadig raske og rørige.

- Nu ser vi folk på pension, som ikke er så belastede og nedslidte af et langt og hårdt arbejdsliv, siger Maja Pilgaard og forklarer, at de ældre også har tiden til at dyrke motion.

- For de 30-50-årige skal sport typisk være hurtigt og effektivt, så de kan klare det midt i et travlt liv, samtidig med de har andre fællesskaber med familie og venner. For mange seniorer er den klassiske 3. halvleg med kaffe og grin vigtig, siger Maja Pilgaard.

Netop den tredje halvleg er noget, som Ivan Jensen kan nikke genkendende til. Efter turneringen er der fælles mad og øl for de 80-100 spillere til turneringen.

- Vi har altid en aftale om at mødes bagefter, så det er for hyggen, vi mødes, siger Ivan Jensen.