Foreninger positive over for nej-til-genoplivning-armbånd

Det er ikke en selvfølge, at ældre ønsker genoplivning, hvis de falder om.

82-årige Edith Knudsen vil ikke risikere at ende som en grøntsag, hvis hun får et hjertestop og bliver genoplivet. Derfor ønsker hun sig et armbånd der klart siger nej tak til genoplivning. (Foto: Sophie Baltzer- DR Midt & Vest)

Ikke alle ældre ønsker at blive genoplivet, hvis de falder om. Derfor har en kvinde fra Skive foreslået et 'nej-tak til genoplivningsarmbånd', som ældre kan tage på, hvis de ikke vil genoplives.

Ideen tiltaler både Hjerteforeningen og Ældre Sagen. Helt tydelig kommunikation er vejen frem, mener Margrethe Kähler, der er konsulent i Ældre Sagen.

- Jeg synes, det er en fremragende ide. Det er godt med enhver anordning, der klart og tydeligt siger, hvad man gerne vil, siger konsulent i Ældre Sagen, Margrethe Kähler.

Det er 82-årige Edith Knudsen, der vil have armbåndet.

- Jeg har levet i mange år , og jeg vil ikke risikere at ende som en grøntsag, siger hun til DR Midt og Vest.

Formanden for Hjerteforeningen, overlæge Anne Kaltoft, kan godt se ideen som et tydeligt signal, men hun understreger, at det skal være muligt at ændre mening.

- Der må ikke være tvivl om hensigten. Det skal være sådan, at en genoplivning er fravalgt af den døende på dagen, hvor vedkommende falder om. Jeg har tidligere oplevet, at patienter har ombestemt sig, fordi en sygdom eller et livsforløb har ændret sig, siger hun.

Armbåndet må derfor ikke stå alene med ønsket.

- På et sygehus eller plejehjem bør personalet og patienterne eller beboerne aftale både mundtligt og skriftligt, om personalet skal iværksætte genoplivning. Det er bedre end at kigge efter et armbånd, siger Anne Kaltoft.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.