Forhandler: Lægerne tager patienter som gidsler

Lægerne tager patienterne som gidsler ved at true med at lukke deres praksis, mener det socialdemokratiske medlem af regionsrådet, Anders Kühnau.

En regionernes forhandlere, socialdemokraten Anders Kühnau, siger, at de praktiserende læger tager patienterne som gidsler i en kommende konflikt. (© DR)

Lægerne tager patienterne som gidsler ved at true med at lukke deres praksis.

Det mener det socialdemokratiske medlem af regionsrådet, Anders Kühnau.

- Jeg synes, det er ærgerligt,  at man truer med det på nuværende tidspunkt, siger han.

Regionerne og  lægerne er grundlæggende uenige om, hvem der skal bestemme over de praktiserende lægers arbejde.

Protest

Og i protest mod, at regionerne nu opsiger overenskomsten og  bla. forlanger, at lægerne skal arbejde mere uden at få flere penge for det,  har lægerne truet med at lukke deres klinikker.

- Man truer med det her vel vidende, at man, hvis man  gør alvor af truslen, kommer til at stå i en situation, hvor patienterne skal søge behandling andre steder og det synes jeg er ærgerligt, siger Anders Kühnau, der som næstformand i regionernes  lønnings- og takstnævn sidder over for lægerne ved forhandlingsbordet.

Han tror dog ikke, at lægerne gør alvor at truslen.

Reel trussel

Men truslen er reel nok, siger praktiserende læge i Odder, Bruno Melgaard, der også er medlem af hovedsbestyrelsen i de praktiserende læger landsorganisation.

-  Risikoen er der.  Men du får mig ikke til at melde noget ud om hverken datoer eller om, hvad vi gør, siger  Bruno Melgaard, som  mener, at det er regionernes ansvar at sørge for lægebehandling, hvis de praktiserende læger lukker butikken.

- Hvis vi bliver bragt i den situation, at danske regioner ikke vil lave en aftale med os om at få noget, vi allesammen kan holde til at arbejde under,  må regionerne også have et tilbud til patienterne om, hvor de kan gå hen, mener Bruno Melgaard.

Og sådan et nødberedskab er på plads, hvis der  bliver brug for det, forsikrer regionrådsmedlem Anders Kühnau.