Forskere advarer: Spøgelsesnet truer livet i havet

Sæler er blandt de dyr, der risikerer at gå i et såkaldt spøgelsesnet i de danske farvande.

Billedet her er en sæl, der er gået i et fiskenet i Holland. (Foto: Daphna Lavy - Ecomare)

Tabte fiskeredskaber kan udgøre en alvorlig trussel mod mange former for liv i havet.

- De fanger skaldyr, fisk, fugle og havpattedyr, som alle dør i nettene til ingen verdens nytte, siger seniorforsker fra DTU Aqua Finn Larsen.

Spøgelsesnet - ghost nets - er et globalt problem i verdenshavene, fordi de tabte net fisker videre og koster mange liv i havet.

Men herhjemme har der ifølge DTU Aqua været for lidt fokus på de tabte fiskegarn og andre redskaber.

- Vi ved fra samtaler med fiskere og dykkere, at problemet er derude. Det sker også, at vores egne forskningsskibe fanger spøgelsesnet eller garn op af de danske farvande, fastslår Finn Larsen.

I Danmarks Fiskeriforening betragter man dog ikke spøgelsesnet eller garn som et alvorligt problem i danske farvande.

- Hvis problemet er overset herhjemme, så er det nok, fordi der ikke er noget stort problem i danske farvande. Det er utroligt sjældent, at de danske trawlfiskere får spøgelsesgarn i trawlet, siger fiskernes landsformand, Svend Erik Andersen.

I den kommende sommer skal DTU Aqua på togt blandt andet på Store Rev i Skagerrak for at undersøge det reelle omfang af spøgelsesnet i havet.

DTU Aqua sætter også fokus på spøgelsesnet fra en stand på Naturmødet i Hirtshals i disse dage.