Frygtet minksygdom har tømt 171 farme for dyr

Der er ikke fuld kontrol over minksygdommen plasmacytose, som har ramt flere vestjyske farme.

Minksygdommen plasmacytose har ramt de vestjyske minkfarme hårdt.

På 171 farme i Hostebroområdet er besætningen blevet aflivet, fortæller Kevin Andreassen, der er formand for Holstebro Pelsdyravlerforening.

Hos 40 af de 171 farme fandt man faktisk ikke spor af sygdommen, men fordi farmene ligger i et område, hvor mange naboer har fået konstateret plasmacytose, har man valgt at slå besætningen ned.

- Det sker af ren sikkerhed for dem selv, og for at man kan nå at finde dyr til den kommende sæson, siger Kevin Andreassen.

Alle farme bliver efterfølgende desinficeret, inden nye avlsdyr flytter ind.

Kampen mod minksygdommen plasmacytose har varet siden efteråret 2014, hvor de første farme fik konstateret sygdommen. Selv om man nu har saneret 171 farme, er der stadig ikke helt kontrol over sygdommen, fortæller Kevin Andreassen.

- Enkelte farme mangler at få svar på blodprøver og de farme, der er testet fri, skal igennem en ny test i februar, siger han.

Mink med plamacytose får generelt dårlig trivsel, hævede ansigter, nyresvigt og lungesygdomme. Sygdommen er ikke farlig for mennesker.

  • Print
  • Del artiklen: