Geder og fisk flokkedes under juletræerne

Mange lagde et velgørenhedsgavekort under træet. Flygtningestrømme og nød gør indtryk.

Har du fået en ged eller måske 1000 fisk i julegave? Så er du ikke den eneste.

Mange danskere har nemlig fået velgørenhedsgaver i år.

- Vi har solgt for omkring 3,5 millioner kroner i år. Dermed er salget steget med 75 procent i forhold til sidste år, siger pressechefen i Folkekirkens Nødhjælp, Per Bjerre.

En velgørenhedsgave er et gavekort, hvis værdi bliver givet videre til fattige familier i eksempelvis Sydsudan eller Etiopien.

Idéen med at give en ged opstod i 2006, hvor gavekonceptet straks slog an.

Siden er udvalget af gaver blevet større.

Den store interesse i år for velgørenhedsgaver tilskriver Per Bjerre de massive strømme af flygtninge og mennesker i nød.

76-årige Ingrid Schmidt fra Struer har i to år fået velgørenhedsgaver, og hun var i efteråret med sin datter Hanne Lillie og barnebarnet Sara i Uganda for at se, hvad gaverne betyder for modtagerne.

- Det, at de lokale får en ged, kan være med til, at de kan føre deres tilværelse videre, siger hun.

Gavekortet gives med et billede af geden. Den rigtige ged indkøbes på et lokalt marked og gives videre til en fattig familie.

Sådan et gavekort koster 260 kroner og udgør omkring en tredjedel af de solgte velgørenhedsgaver i Folkekirkens Nødhjælp.

Børnefonden sælger også velgørenhedsgaver i form af sponsorater af børn i Afrika. Her har de oplevet et mersalg på 60-70 procent i december i forhold til samme måned sidste år.

  • Print
  • Del artiklen: