Holland forbyder minkavl: Anima vil have Danmark til at følge trop

Hollænderne er på vej mod et forbud mod minkavl ligesom mange andre europæiske lande.

Holland er Europas tredjestørste producent af mink og kan nu være på vej mod et forbud mod minkavl. (Foto: Birgitte Melbye © DR)

Den hollandske stat har vundet en retssag i Holland, der giver staten ret til at forbyde minkavl i Holland.

Det er en appelret, der har afgjort, at minkavlen skal udfases over ti år i Holland, og sagen vil formentlig blive appelleret hele vejen op gennem retssystemet helt til EU-niveau af de 160 minkavlere i Holland.

Formanden for Midtjyllands Pelsdyravlerforening, John Papsø, tror ikke på, at dommen nu vil stoppe al minkproduktion i Holland.

"Man har forsøgt at forbyde pelsdyravl i Holland de sidste 25 år. Det har bølget op og ned, og den her gang har minkbranchen så tabt en retssag."

John Papsø, Formand,Midtjyllands Pelsdyravlerforening

- Man har forsøgt at forbyde pelsdyravl i Holland de sidste 25 år. Det har bølget op og ned, og den her gang har minkbranchen så tabt en retssag. Den har de tænkt sig at køre videre i Holland og i EU, siger han.

Holland er Europas tredjestørste producent af mink.

Dom vil skabe dominoeffekt

Dyrerettigheds-organisationen Anima har længe kæmpet for et lignende forbud i Danmark, og de ser dommen i Holland som en dominobrik, der vil sprede sig til andre lande.

- Dommen er et vink med en vognstang til danske politikere. En række andre lande, som vi plejer at sammenligne os med, har allerede forbudt det - for eksempel England, Østrig og Schweiz. Det er en klar indikation af, at flere indser, at det er rigtig dårligt for dyrene og noget, vi burde lægge bag os, siger Joh Vinding, der er direktør i Anima.

En verden til forskel

John Papsø er ikke nervøs for, at dommen i Holland vil give Folketinget i Danmark en lejlighed til at stoppe minkavl i Danmark. For dyrevelfærden i Danmark er høj - og også højere end i de hollandske minkfarme, mener John Papsø.

"Alle minkfarme i hele verden er nogenlunde ens. Det er et bur, som er ligeså stort som en opslået avis, og der lever de hele deres liv."

Joh Vinding, direktør anima

- Der er en hel verden til forskel på Holland og Danmark. I Danmark har vi verdens bedste dyrevelfærd, og der har man været lidt bagefter i Holland, siger han.

Den betragtning er Anima ikke enig i.

- Hvis man spørger de hollandske minkavlere, er dyrevelfærden i Holland jo verdens bedste. Alle minkfarme i hele verden er nogenlunde ens. Det er et bur, som er ligeså stort som en opslået avis, og der lever de hele deres liv, siger Joh Vinding.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.