- Hvis der blev fred i dag, ville jeg rejse hjem i morgen

PORTRÆT: Efter 30 år i Danmark kender Mohamad Jammal både dansk og muslimsk kultur, og som imam kæmper han for at fremme integration. Men hvis freden skulle sænke sig over hans hjemland, ville han rejse uden at se sig tilbage.

Han har boet i Danmark i 30 år og er i dag imam i Skive. Her er historien om Mohamad Jammal.

Dansker

Stuen er enkelt indrettet. Mohamad Jammal kalder det selv ”dansk stil”. Sofaerne er store og af sort læder. Væggene er beklædt med hvidt tapet med snirklede mønstre, og gulvet er laminat i fliselook. Døren ind til børneværelset er tilklistret med figurer fra LEGO.

5 DETALJER FRA MOHAMAD JAMMALS LIV:
  • Han har været imam i cirka 15 år, og han har boet i Danmark i 30 år.
  • Han mener ikke, at Muhammedtegningerne burde være trykt, selvom han godt kan lide satire. Han hængte selv en satiretegning af den københavnske imam Ahmed Abu Laban op i moskeen i Skive. Den grinede de meget af.
  • Han har fem børn. Den ældste datter på 23 år hedder Islam.
  • Han mener, at det er kvindens eget valg, om hun vil bære tørklæde. Han ville ikke synes godt om det, hvis hans egen kone valgte at tage det af, men han ville respektere det, siger han.
  • Han kører taxa på fuld tid. Han kører blandt andet skolebørn med psykiske problemer til og fra skole.

Engang var der tunge stofgardiner, mørke gulvtæpper og palæstinensiske billeder på væggene, fortæller Mohomad Jammal.

Men nu kan han og hans kone bedre lide den mere simple stil. Dansk stil. Fra køkkenet afslører en kraftig og krydret duft, at Mohamad Jammals kone er i gang med forberedelserne til aftensmaden.

Vi befinder os i en lejlighed i en boligblok i Skive i Vestjylland. Her bor Mohamad Jammal, der er imam i Det Islamiske Hus i byen. For 30 år siden kom til Danmark som flygtning, og han havnede ved et tilfælde i Skive.

- Da jeg var i Libanon, havde jeg aldrig hørt om Danmark. Første gang jeg var i et supermarked i Skive, så jeg Lurpak smør på hylderne. Jeg spurgte medarbejderen og fandt ud af, at Lurpak er et dansk produkt. Det er en af de få ting, jeg husker som genkendelige, da jeg lige var kommet hertil, siger Mohamad Jammal.

- Det var meget nyt for folk i Skive, at der kom nogen som mig. Jeg fik mange ”fingre” og tilråb som ”sorte svin” og ”skrid hjem”. De negative oplevelser har givet mig den indstilling, at jeg skal kæmpe for at fremme integration, siger han.

Ar

I 1968 kommer Mohamad Jammal til verden som statsløs palæstinenser i Libanon. Han bliver født til et liv præget af ufred, utryghed, fængsel, tortur, krig og håbløshed i flygtningelejren. På et tidspunkt sender Mohamad Jammals far sin dengang 17-årige søn ud i verden for at redde drengens liv.

Rejsen op igennem Europa går via Grækenland. Ved den dansk-tyske grænse bliver han standset af dansk politi, og herfra følger en tid på et asylcenter på Fyn og i Sandholmlejren. Kort tid efter sin ankomst får den 17-årige fyr opholdstilladelse.

- Da jeg kom til Danmark, var jeg ikke troende. Jeg var muslim, men jeg var ikke praktiserende. Da jeg kunne mærke, at jeg ikke var velkommen, begyndte jeg at kigge i min bagage. Jeg begyndte at holde mere af mine værdier, min kultur og min religion. Jeg søgte en identitet i min religion. Vi var en gruppe muslimer i Skive, der begyndte at mødes i et fællesskab omkring Islam, fortæller han.

- Enhver flygtning har ar på sjælen. Jeg prøver hele tiden på at presse det ned. Hver gang jeg ser nyheder fra Mellemøsten, får jeg minder om det. Hvis mine minder og de ting, jeg har været igennem, tager kontrol over mig, vil jeg falde helt ned psykisk. Det ved jeg med garanti, siger Mohamad Jammal.

- Det er typisk dansk at tale om sine problemer med en psykolog for at komme videre, og det har jeg respekt for. Men det er ikke mig. Jeg kan ikke fortælle detaljeret om de ting. Den bedste lindring for smerterne er at have det godt med min Gud, siger han.

Imam

Mohamad Jammal er klædt i en lang sort kjole og en lille grå hat. Han skal lede en fællesbøn i Det Islamiske Hus i Skive. Det er dagens sidste af de fem daglige bønner. Cirka 25 mænd i strømpefødder skiftevis står, sidder og bukker sig i retning af et af rummets hjørner, mens de gentager Mohamad Jammals vers. Nogen har stadig dynejakker på.

Det Islamiske Hus bliver ud over fællesbøn og opholdssted for muslimer også brugt til foredrag og rundvisninger for skoleklasser. Mohamad Jammal kan godt lide at fortælle om sin religion og traditioner. Hver gang føler han, at han afkræfter nogle myter og fordomme. Som imam må han ofte stå til ansvar for hele verdens muslimers handlinger og holdninger.

Tre gange inden for kort tid har nogen været forbi Det Islamiske Hus om natten og klistret mærkater med budskaber som ”Fuck Asyl” og ”Danmark for danskerne” på døre og vinduer. Også postkasserne på Mohamad Jammals private bopæl er blevet tilklistret med budskaberne. Derfor er der overvågningsudstyr overalt i Det Islamiske Hus.

- Engang var jeg med i en radioudsendelse i forbindelse med Muhammedtegningerne, hvor lyttere kunne ringe ind. Radioværten sagde til mig, at hvis der ringede nogen, som kun ville sige dårlige ting, kunne han vælge dem fra. Jeg sagde nej. Bare lad folk spørge om det, de vil. Det er sådan, vi lærer lidt om hinanden, siger han.

- Jeg ved både, hvordan arabere tænker, og hvordan danskere tænker. Jeg har begge kulturer i mig, og jeg kan vandre frem og tilbage mellem dem. Som imam er jeg ansvarlig for at fremme integration. Jeg bruger fredagsprædiken til at tale om integration. Jeg fortæller, hvordan de skal opføre sig i gadebilledet og over for deres naboer for at blive accepteret, siger Mohamad Jammal.

Savn

Muhamad Jamal er en stor mand med et firkantet gråligt skæg og mørke øjne. Hans civile beklædning ligner enhver anden jysk taxachaufførs. Blå jeans og sort t-shirt. En farverig fingerring på lillefingeren sætter et eksotisk præg på outfittet. Når samtalen falder på hjemlandet Palæstina, bliver stemmen tyk og øjnene fyldt med vand.

- Hvis nogen ringede og sagde, at nu er der fred i mit hjemland, ville jeg rejse hjem med det samme. Som man siger i Danmark: Ude godt, men hjemme bedst. Jeg har hjemve efter mit hjemland, Palæstina. Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide Danmark, men det er et håb, som jeg tror, at enhver palæstinenser har. Jeg bliver rørt, når jeg taler om Palæstina. Det er på grund af savn. Jeg er taknemmelig for det, jeg har fået i Danmark, men jeg har stadig et kæmpe savn, siger han.

  • Blå bog: Mohamad Jammal
  • Født: 1968
  • Imam i Skive
  • Taxachauffør
  • Født og opvokset i Libanon som statsløs palæstinenser
  • Kom til Danmark som 17-årig i 1986

  • Print
  • Del artiklen: