I dag kommer Marius hjem

Der er jubel i Herning over, at den udviste Marius Youbi i dag vender tilbage til Danmark.

- Det er en festdag!

Sådan lyder det fra Erik Nikolajsen fra Herning. Han er en af dem, der har kæmpet for, at den udviste tolvtalsstudent Marius Youbi fra Cameroun fik lov at blive i Danmark.

Han jubler over, at Marius Youbi i dag igen lander på dansk jord.

I januar måtte den ingenginørstuderende Youbi pakke sine ting og rejse tilbage til sit hjemland, fordi han havde arbejdet mere ved siden af sine studier, end reglerne tillader.

Men nu er han fastansat i den virksomhed, hvor han havde praktikplads, KK Wind Solutions i Herning. Derfor må han nu vende tilbage til Danmark.

Marius Youbi blev udvist, fordi han arbejdede halvanden time for meget over en ugerække, og det må man ikke ifølge danske regler.

Nu er sagen endt for Marius Yobis vedkommende. Men kampen for mere retfærdige regler er ikke slut for Marius' støtter, siger Erik Nikolajsen.

- Der skal være proportionalitet mellem forseelsen og den straf, man får. Jeg håber og tror, det ender ud med, at det bliver sådan, siger han.

Klokken 11.25 lander Marius Youbi i Billund Lufthavn, og allerede på mandag begynder arbejdet hos KK Wind Solutions.

  • Print
  • Del artiklen: