Iværksætter styrer minkproduktionen med sin app

Margit Skovbjerg har opfundet app'en Farmlog, og er indstillet til to iværksætterpriser.

Iværksætter Margit Skovbjerg er kvinden bag app'en Farmlog, som hun vælger at kaste sig ud i som fuldtidsbeskæftigelse. Farmlog styrer produktionen for minkavlere; en branche Margit Skovbjerg selv kommer fra. (Foto: Steen Færgemand. DR © dr)

Margit Skovbjerg bliver iværksætter på fuld tid med app'en Farmlog.

Hun er selv er pelsdyravler og driver tre minkfarme ud over sin egen.

Med Farmlog kan avlere i minkbranchen let registrere medicinforbrug, dødsfaldslister og foderforbrug og ud fra de data optimere på både dyrevelfærden og økonomien.

App'en bruges af 160 avlere

I dag bruger 160 avlere - både her i Danmark og i udlandet - app'en. Iværksætteren fra Vinderup har kort sagt formået at komme igennem det nok så berømte nåleøje.

Der er dog potentiale for endnu mere vækst. Bare i Danmark er der nemlig i alt 1500 pelsdyravlere, og dem er Margit Skovbjerg klar til at gå efter.

- Når jeg giver rådgivning ud fra de data, der bliver genereret af Farmlog, kan jeg se, at jeg kan gøre en forskel for pelsdyrerhvervet, fortæller hun:

- Jeg vil gerne være med til at flytte pelsdyrerhvervet ind i fremtiden, og jeg kan se, at der er potentiale for udvikling, siger Margit Skovbjerg.

"Jeg vil gerne være med til at flytte pelsdyrerhvervet ind i fremtiden, og jeg kan se, at der er potentiale for udvikling"

Margit Skovbjerg, opfinder, Farmlog

Hun havde selv brug for app'en

Ideen til app'en kom, fordi hun selv gik og manglede et værktøj til bedre at kunne overskue sundheden på sine farme.

Den idé har nu indbragt hende to nomineringer til Ivækstprisen. Den ene i kategorien 'Årets kvindelige iværksætter'. Den anden som 'Årets Guldkantsiværksætter'.

Ivækstpriserne uddeles af erhvervsportalen Ivækst, som formidler viden om virksomhedsdrift og vækst. I år sker det for ottende gang.

Vil udvikle lignende app til svineavlere

Margit Skovbjerg søger i øvrigt midler, så hun kan udvikle en lignende app til svineproducenter, der også kan have fornøjelse af en bedre styring af produktionen.

Og hvis der er stor interesse for en styrings-app til minkavlere, så vil interessen for en lignende app til svineproducenter være langt større. Men udviklingen af dette store sideprodukt er altså foreløbig i sin vorden.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.