- Jeg er ikke Palle med PTSD. Jeg er Palle. Punktum

32-årige Palle Würtz er PTSD-ramt veteran. Men han savner, at omverdenen ser ham som andet end en diagnose.

(© PRIVATFOTO)

Ja, jeg har set forfærdelige ting. Ja, jeg tager lidt ekstra beroligende piller nytårsaften. Nej, jeg har ikke tænkt mig at flytte ud i en skov.

Hvis du ikke har flere fordomme, vil jeg gerne fortælle dig, hvordan et liv som veteran med PTSD også kan være. Mit liv.

Palle, 6 år (© PRIVATFOTO)

Jeg tager min telefon frem for at kigge på et billede af min datter. Hun er det sidste, jeg vil se, inden det er slut.

palle würtz

Sommer 1990, Vildbjerg. Jeg hedder Palle. Du kan selv lave en brainstorm over mulige øgenavne. Og så er jeg let at provokere. Jeg har altid troet, at jeg var uduelig i skolen. Fordi det fik jeg at vide. Jeg kan ikke finde ud af matematik og algebra. I 90’erne var det lig med dumhed at være dårlig til matematik. Til gengæld kan jeg tegne et hus i detaljer og beregne trykket på væggenes samlinger.

December 2016, Holstebro. Keld er min nabo. Vi holder øje med hinanden, og jeg kender hans rytme. Lige om lidt er klokken 10, og så trækker han gardinerne fra. Han skal vist også lægge vasketøj sammen i dag. Det er trygt. Han er en slags bedstefar for mig, og vi passer på hinanden på afstand. Han forstår ikke helt det der med PTSD, men han støtter mig. Det bliver hårdt den dag, han ikke går rundt derovre i nabohuset længere.

Palle Würtz kort

32 år gammel

Født og opvokset i Vildbjerg

Uddannelser: Klejnsmed i 2005, værnepligtig i Livgarden 2005, Uddannet Sergent i 2010, Socialpædagog 2017

Udsendelser: Afghanistan 2008 (ISAF 6), Afghanistan 2012 (ISAF 14),
tildelt medaljen "Såret i tjeneste" Maj 2016

Fraskilt og far til en datter på 3 år.

Får diagnosen PTSD i 2015.

Har fået anerkendt sin PTSD som arbejdsskade.

August 2012, Afghanistan. Jeg har altid været et næsehorn. Jeg stikker næsen frem. På den måde passede jeg ikke ind i Forsvaret. Jeg stillede spørgsmålstegn ved paradigmerne og udfordrede de fasttømrede regler. Jeg har aldrig været tilhænger af Janteloven. Jeg kunne bare have rettet ind og gjort som de andre og råbt JAVEL! Men det gjorde jeg ikke. Jeg undrede mig højlydt, og på den måde kommer man i mange konflikter. Det gjorde jeg også som ung soldat.

December 2016. Jeg har uddannet mig til socialpædagog og vil være selvstændig konsulent. Jeg engagerer mig i politik og holder foredrag. Min familie og venner spørger, hvordan jeg kan klare dit og dat. De forventer jo, at jeg får et nyt nervesammenbrud. At jeg lægger mig op i et klokketårn og begynder at skyde folk, eller at jeg eksploderer. Jeg har fået så intensiv psykologhjælp, at jeg kender mig selv bedre, end de fleste kender sig selv. Det er den positive gevinst ved at få konstateret PTSD. Jeg har lært at køre væk med mit affald. Så at sige.

(© PRIVATFOTO)

Jeg havde forventet, at jeg skulle ud og lege krig og lappe kampvogne med gaffatape og strips og den slags.

Palle würtz, tidligere soldat

Afghanistan, september 2008. Min første udsendelse var i august 2008 på ISAF hold 6. Jeg blev placeret inde i Camp Bastion som våbentekniker. Det blev som et åbent fængsel for mig. Jeg hadede det af hele mit hjerte. Der begyndte mine første symptomer på stress. Jeg havde forventet, at jeg skulle ud og lege krig og lappe kampvogne med gaffatape og strips og den slags. Jeg følte mig låst, og det hele ramlede lige så stille for mig. Jeg gik til feltpræsten og sagde, at det hele var ad helvede til. Jeg blev sendt hjem tre måneder før tid – kun halvvejs i min udsendelse.

Palle holder foredrag for nye værnepligtige i Holstebro Kommune. (© PRIVATFOTO)

Holstebro, 2014. Jeg er i total kontrol, når jeg står på en scene. Det er mig, der holder mikrofonen, og det er mig, der sætter dagsordenen. Jeg har overblik og kontrol. Jeg gennemspiller alle tænkelige nødsituationer og flugtruter i hovedet. Jeg har styr på det. Nogen vil sige, at man ikke burde kunne stå på en stor scene, når man har PTSD. Men jeg kan.

(© PRIVATFOTO)

Jeg får tit at vide: ”Hold op, det er virkelig flot, at du kan det, når du har PTSD.” Men hvis jeg havde sukkersyge eller en benprotese, ville folk ikke sige sådan.

palle würtz, tidligere soldat

December 2015, Ulfborg. Jeg har tit gået på jagt alene. Pludselig en dag i december 2015 sidder jeg på en mark ved Ulfborg med jagtgeværet mod hagen. Solen skinner så pænt. Jeg beslutter, at jeg ligeså godt kan gøre en ende på det hele i et miljø, jeg kan lide. Sådan sidder jeg lidt. Det er en flot dag. Jeg tager min telefon frem for at kigge på et billede af min datter. Hun er det sidste, jeg vil se, inden det er slut. Hun skal ikke vokse op med en PTSD-ramt far. Jeg bryder grædende sammen og ringer til min eks-kone og forsvarets akuttelefon. Kort efter starter jeg i min anden behandling på PTSD-klinikken.

Palle Würtz tog dette billede for at vise sin familie, hvor smuk en afslutning på livet, han havde fået. "Jeg tænkte, at når de fandt mig og tjekkede min mobil, ville de vide, at jeg havde haft det smukkeste december vejr," fortæller han. (Foto: PRIVATFOTO)

Begravelse af Palles stedfar. (© PRIVATFOTO)

September 2012. I juli 2012 tager jeg til Afghanistan som sektionsfører i et kompagni på hold 14. Mens jeg er ude på en mission, dør min mors mand, Johannes. I løbet af 20 timer går jeg fra en mission med kamphandlinger i Afghanistan, til Dubai og hjem til begravelse i Danmark. Jeg var hjemme i Danmark i otte dage. Da flyet mod Afghanistan letter, føles det som om, at mit hjerte er ved at hamre gennem min brystkasse. Få dage senere kollapser jeg på mit kontor i campen. Det føles som et slagtilfælde. To-tre dage er slettet i min hukommelse.

Palles kontor i Afghanistan, hvor han kollapser.

Hvad er PTSD?

Post-traumatisk stress syndrom (PTSD) er en psykisk tilstand, som opstår på baggrund af én eller flere traumatiske hændelser.

PTSD kendetegnes ved biologiske ændringer og psykiske symptomer samt depression, angst, misbrug, hukommelsesproblemer og andre fysiske og psykiske lidelser.

PTSD kan eksempelvis udløses af traumer som krig, tortur, vold, voldtægt, bilulykker, naturkatastrofer mm.

Kilde: Landsforeningen for PTSD i Danmark

December 2016, Holstebro. Jeg hører alle lyde. Alle bildøre, der bliver åbnet og smækket. Kaffeduften ude fra køkkenet er kraftig i mine næsebor. Jeg er trænet til at være klar, klar, klar. Og jeg er stadig klar til at reagere på farer. Selvom sandsynligheden for angreb måske ikke er så stor på en blind villavej i udkanten af en mellemstor dansk provinsby. Men jeg er klar.

Jeg ved godt, at det er nemmere at forholde sig til, hvis jeg fortalte, at jeg har været i kamp 25 gange og skudt ti mennesker. ”Årh hvad, det må være vildt,” siger folk så. ”Har du skudt nogen” er det evige spørgsmål. Men der er også en historie, der handler om arbejdspresset bag selve kamphandlingerne. En historie om en krop og en hjerne, der er klar, klar, klar. Konstant. Det er min historie.