Kampagne skal øge kendskabet til landets regionale lufthavne

Landets seks regionale lufthavne går sammen med Københavns Lufthavn for at få flere til at flyve indenrigs.

Mange danskere aner ikke, at man kan flyve indenrigs eller undervurderer, hvor mange gange om dagen man kan flyve på disse ruter, viser en undersøgelse fra Københavns Lufthavn. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Alt for få danskere ved, hvor mange indenrigsflyvninger deres regionale lufthavn har.

Derfor bruger landets seks regionale lufthavne nu 20 millioner kroner sammen med Københavns Lufthavn for at synliggøre indenrigsflyvningen.

- Når danskerne tror, der kun går en tredjedel af de fly, der reelt går fra for eksempel Midtjyllands Lufthavn i Karup, er det et problem. Det vil vi ændre, siger Kasper Hyllested, kommunikationschef i Københavns Lufthavn.

Det er en undersøgelse fra Epinion, lavet for Københavns Lufthavn, der viser, at folk generelt tror, at der er 15 ugentlige afgange fra deres regionale lufthavn. I realiteten er tallet mere end tre gange så højt, siger kommunikationschefen.

- Undersøgelsen viser også, at rigtig mange danskere slet ikke aner, at man kan flyve indenrigs, siger Kasper Hyllested.

Over de senere år har indenrigsflyvningen mistet hundredetusinde passagerer. Det undrer lufthavnene, fordi behovet for at bevæge sig mellem landsdelene ikke er blevet mindre.

- Men når man ikke aner, at man kan flyve, eller at man tror, at ens regionale lufthavn kun har få afgange, så er indenrigsflyvningen forsvundet fra danskernes radar, når de planlægger transporten på tværs af landet, siger Kasper Hyllested.

Kampagnen begynder den 1. oktober og involverer de regionale lufthavne i Sønderborg, Aalborg, Bornholm, Aarhus, Billund samt Midtjyllands Lufthavn i Karup.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.