Kommunalt besøg skal holde modet oppe hos enker

Struer Kommune har sat aldersgrænsen for at få besøg ned fra 75 til 65 år, så flere kan få hjælp.

Struer Kommune udvider sin støtte til enker og enkemænd.

Ældre, der mister en ægtefælle, får tilbudt et besøg af en sundhedskonsulent. Tilbuddet gælder for de, der er fyldt 65. Førhen skulle den efterladte være over 75 for at få besøg.

Ania Cederdorff Benton er én af sundhedskonsulenterne, og hun tager udgangspunkt i den enkeltes personlige historie:

- Ofte har der været sygdom forbundet med ægtefælles dødsfald. De, har taget imod besøget, har været meget glade for det. Og de føler, at de har fået lejlighed til at snakke om nogle ting, som de måske ikke tidligere har kunnet, siger Ania Cederdorff Benton.

- Vi kan som sundhedskonsulenter være neutrale, og vi er ikke involveret i den her oplevelse, tilføjer hun.

Struer Kommune har fået mulighed for at udvide enke-ordningen takket være støttemuligheder til særligt udsatte under Lov om social service.

- Vi vil gerne have, at folk klarer sig bedst muligt, og det er det, vi oplever, at den her samtale kan være med til.

- Hvis vi oplever, at borgeren ikke har det godt, så hjælper vi dem selvfølgelig videre til læge eller psykolog eller hvad det nu ellers kan være, siger sundhedskonsulenten.

  • Print
  • Del artiklen: