Kommune suspenderer frit skolevalg efter elevflugt

40 børn er blevet flyttet fra en skole. Nu griber kommunen ind og suspenderer det fri skolevalg.

Forældre i Ikast-Brande kan i en periode ikke vælge frit, hvilken skole deres børn skal gå på. Kommunen har besluttet at suspendere det frie skolevalg frem til 1. september.

Det sker, fordi Vestre Skole i Ikast står over for en lukning næste skoleår, men allerede nu er 40 børn blevet flyttet af deres forældre til en anden skole i Ikast. Det har skabt en del uro og usikkerhed.

Ifølge skoleleder på Vestre Skole vil beslutningen om suspendering blive modtaget med blandede følelser.

- Der vil være nogle forældre, der er glade for beslutningen og nogle, der ikke er glade, fordi de er usikre på, om det kan få en negativ konsekvens, når beslutningen bliver truffet for deres børn, og det kan man godt forstå, siger Jørgen Helbro.

Skolelederen er positiv over for beslutningen om at skabe arbejdsro til at finde en god løsning for både elever, forældre og personale.

- Der er mange aspekter, og derfor er vigtigt, at der bliver arbejdsro for embedsværk og politikere til at kunne tænke det her godt igennem, siger han.

Borgmester i Ikast-Brande Kommune ser suspenderingen af det fri skolevalg som nødvendigt for at skabe ro omkring lukningen af Vestre Skole, så det ikke går ud over fordelingen af skolebørn i hele kommunen.

- Vi er nødt til at sikre, at vi har en god struktur til glæde for alle børn og ikke kun dem, der lige får flyttet sig selv i forhold til deres ønske, siger Carsten Kissmeyer, borgmester i Ikast-Brande Kommune.

  • Print
  • Del artiklen: