Kommuner forbereder sig på skralde-kaos

Flere kommuner forbereder sig på en eventuel konkurs hos det norske selskab Reno Norden.

I 35 kommuner er der en risiko for, at affaldet kan hobe sig op, hvis det nuværende affaldsselskab må kaste håndklædet i ringen. (Foto: Jakob Andresen © DR København)

En række kommuner frygter, at de pludselig ikke længere får hentet skrald af det norske affaldsselskab Reno Norden.

Firmaet har kontrakt med 35 kommuner og flere af dem har lagt nødplaner for skraldehåndteringen, hvis det nødlidende firma ikke længere kan håndtere skraldet.

Det gælder blandt andet kommunerne Holstebro, Skive, Lemvig og Struer. Her er nødplanen i første omgang at stille ekstra containere op på lossepladserne, hvor indbyggerne selv kan aflevere skraldet.

- Og så skal vi have fat i vognmænd i området, som hurtigst muligt kan tage over, siger Finn Thøgersen, der er formand for det fælleskommunale selskab Nomi4s, der har ansvaret for renovationen i de fire kommuner.

Hos Frederikssund Kommune bliver skifteretten kontaktet hver morgen for at høre seneste nyt om det norske affaldsselskab.

Reno Norden blev børsnoteret i december 2014. Siden er aktien faldet 90 procent i værdi og firmaet har flere gange været nødt til at meddele, at deres kontrakter med kommunerne ikke giver den indtjening, som de havde stillet investorerne i udsigt. Det oplyser Per Hansen, investeringsrådgiver hos Nordnet.

- Gælden er konstant, men indtjeningen er også konstant nedjusteret, siger Per Hansen.

Oveni er Reno Norden i Sverige ramt af strejke, fordi medarbejderne protesterer mod ændrede arbejdsvilkår.

Dansk direktør er ikke bekymret

Direktøren for den danske afdeling af Reno Norden, Jan Kreiberg Larsen, er dog ikke bekymret.

- Vi har kontrakt med 35 kommuner og vi taber kun penge på tre af dem. Vi påvirkes ikke umiddelbart af problemerne i Sverige og jeg er ikke bekymret. Heller ikke på den lange bane, siger han.

Han peger på, at fondsbørsen har modtaget selskabets seneste to meddelelser med tilfredshed, og at aktionærer, der har købt aktier for nylig har tjent 80 procent på dem.

- Har man købt aktier i 2014, så har man tabt penge. Men kursen er stigende, siger direktøren.

Jan Kreiberg Larsen erkender dog, at Reno Norden har solgt sine ydelser for billigt, og at branchen skal lære at prissætte rigtigt.

- Hele markedet er ved at justere ind. Vi har konkurrenter med tilsvarende udfordringer. Alle kommuner arbejder hen mod at få sorteret mere affald, hvilket gør det til en mere kompliceret opgave end tidligere, hvor man bare hentede én sæk, siger den danske direktør for Reno Norden.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.