Kommuner kræver langt bedre mobilsignal fra ny udbyder

Mobilhullerne skal lappes, mener seks kommuner. Så hvis et teleselskab vil have dem som kunder, så skal der flere mobilmaster op. Det gavner både indbyggere, virksomheder og de kommunale medarbejdere.

Mobilhullerne i de små byer skal lappes. Det mener seks kommuner.

Hvis du slås med et tyndt telefonsignal, er der altså håb forude, hvis du enten bor i eller forsøger at tale i mobil med en fra Skive, Struer, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Holstebro eller Herning kommuner.

De forhandler nemlig sammen om en ny telefonleverandør til kommunernes medarbejdere, og det øverste krav på listen er bedre dækning.

Indbyggere vinder på kommunens krav

Ifølge loven må kommunerne ikke kræve telefonforbedringer til sine borgere og virksomheder.

Men it-chefen i Herning Kommune, Poul Venø, glæder sig over, at når kommunerne kræver bedre dækning til medarbejderne, kan alle i området nyde godt det:

- Vores indgangsvinkel er, at bedre dækning er et afgørende værktøj for vores medarbejdere, når de er ude i marken og hjælpe borgerne. Gennem det får borgerne og virksomhederne også glæde af det bedre signal, siger han.

Meget få har dækning på 4G

Omkring 21 procent af virksomhederne og husstandene i Herning Kommune kan samtidig være på det mobile bredbånd, på enten 3G eller 4G netværket med en hastighed på mindst 2 megabit. Det har Erhvervsstyrelsens beregnet i sit nyeste estimat ud fra teleselskabernes egne indberetninger i sommeren 2013. Men det er ikke godt nok, for den mobile bredbåndsdækning skal helt op på 98 procent, ligesom mobilsignalet skal være langt bedre, hvis det står til Poul Venø:

- Det er måske et højt krav, men vi forventer som minimum, at vi nærmer os 90 procents dækning, siger han.

Den dårlige dækning er et problem - for eksempel når kommunens sygeplejersker skal bruge forbindelsen til at sende billeder af skader og sår til en læge, der kan vurdere behovet og opdatere patienternes journaler.

Andre gange kræver arbejdet længere tid, når de ansatte ikke kan kommunikere effektivt på farten.

To teleselskaber melder klar

Derfor byder teleselskaberne nu ind med en ny telefonaftale. TDC og Telenor har meldt sig på banen, og it-chefen i Herning håber på flere bud inden deadline 1. september:

- Jeg har en positiv forventning om, at signalet under alle omstændigheder bliver meget bedre, end det er i dag, siger Poul Venø.

Det forbedrede net skal være på plads til maj 2015.

20-11-2014 Rettelse: det er specificeret, at der er er tale om mobilt bredbånd generelt – både 3G og 4G - i stedet for 3G bredbånd alene. Samtidig er det tilføjet, at tallene stammer fra erhvervsstyrelsen, og hvordan dækningen specifikt er gjort op, og hvornår de stammer fra. Det er rettet, at tallet ikke dækker over mobildækningen i øjeblikket, men at tallene er de nyeste tilgængelige.

  • Print
  • Del artiklen: