For 24-årige Emma Dalsgaard Madsen er det mørke minder, der kommer frem, når hun tænker tilbage på sin folkeskoletid i Hjørring.

- Jeg følte ikke, at jeg passede ind, og når jeg cyklede i skole, følte jeg det, som om jeg cyklede i fængsel, forklarer Emma Dalsgaard Madsen.

I denne uge er det International Ordblindeuge, og Emma Dalsgaard Madsen er af de mange tusinde danskere, som døjer med ordblindhed.

Allerede i 1. klasse blev hun konstateret ordblind, og det hun husker mest fra dengang er, at en ældre lærer tog hende ud af klassen for at undervise hende. Hun forstod bare ikke rigtig, hvad der foregik, husker hun.

Hun glæder sig over, at der i dag findes en tid på året, hvor ordblindhed er særligt i fokus.

- Det er et godt initiativ. Jeg ville bare have ønsket, det var kommet noget før, siger Emma Dalsgaard Madsen.

Lærer tog hendes bøger

For hende var det nemlig ikke nemt at være ordblind skoleelev i 1990'erne. Hun kalder det ikke for decideret mobning i folkeskolen, men med et ulige antal piger i klassen oplevede hun gang på gang at sidde tilbage uden en makker, når der skulle laves gruppearbejde.

Han sagde, jeg skulle forberede mig på at komme på kontanthjælp.

emma dalsgaard madsen

Men det var ikke klassekammeraternes opførsel, der var det værste. Særligt én lærer har sat sig dybe spor i hende.

Når der kom nye elever i klassen, tog han ifølge Emma Dalsgaard Madsen hendes bøger og gav til dem til den nye elev, for i hans optik skulle hun ikke bruge dem til noget, når hun alligevel ikke kunne læse, hvad der stod i dem.

- Når en lærer tager ens bøger, er der mildt sagt ikke meget forståelse for det. Han sagde også, at jeg skulle forberede mig på at komme på kontanthjælp. Men nej – der er ingen, der skal sige, at jeg ikke får en uddannelse. For når man får at vide, at man ikke kan, bliver man stædig, siger Emma Dalsgaard Madsen.

Fandt forståelsen på efterskole

Forståelsen mødte hun til gengæld, da hun startede på Farsø Efterskole, der er specialiseret i ordblinde. Her blev hun endnu engang testet, og det var med så ringe et resultat, at hun kom i en klasse med kun seks elever.

- Der faldt en sten fra mit hjerte. Endelig var der nogen, som forstod det og sagde, at jeg ikke skulle lære at læse, og i stedet lærte jeg at bruge hjælpemidler, siger hun.

Efter tre år på efterskole tog hun en uddannelse til social- og sundhedshjælper, og med et eksamensbevis i hånden kunne hun endelig bevise over for sig selv, at hendes lærer havde taget fejl: Hun ville ikke ende på kontakthjælp på grund af hendes ordblindhed.

- Jeg ville blive til noget. Og med uddannelsen vidste jeg, at jeg havde noget at falde tilbage på, og at jeg altid ville være i stand til at kunne klare mig selv, siger Emma Dalsgaard Madsen.

Både computeren og telefonen er uundværlige hjælpemidler for at klare alt fra lektielæsning til smser. (Foto: Mona Aaberg)

Terper sig til resultater

Efter at have uddannet sig til sosu-hjælper og fået en fin HF-eksamen begyndte hun på sygeplejeuddannelsen i Holstebro.

Og her er hendes læsemetoder er nok lidt anerledes, end de fleste af hendes medstuderendes.

Når hun læser, har hun computeren på bordet, hvor et program udviklet til ordblinde læser teksterne op, mens hun kan følge med i en bog ved siden af, hvor hun streger ordene over. For at forstå pensum og de mange hundreder sider, der skal læses, bruger hun billeder og farver til at huske de forskellige teorier, når hun terper de latinske udtryk.

Jeg græd, når jeg skulle fortælle det, og jeg tror, at det ligger tilbage fra folkeskolen, fordi jeg ikke var sikker på, at jeg kunne klare mig selv.

EMMA DALSGAARD MADSEN

- Det er lidt mere bøvlet for mig end for mine medstuderende, så det er vigtigt, at jeg har struktur, får læst det i god tid og får lavet nogle gode noter, men man kommer langt med at kæmpe, siger hun.

Eksamenerne klarer hun over gennemsnittet, og også praktikken har hun været glad for.

Nogle gange har hun mødt lidt modstand, når hun i starten har skullet forklare en læge om sin ordblindhed. Men huskeregler, en notesbog og en insisteren på at få lov til at bruge sine hjælpemidler har gjort, at hun også klarer sin praktik.

- Nogle gange skal man banke i bordet, siger hun og forklarer:

- Det hæmmer ikke nogen, at jeg er ordblind, for jeg klarer det på lige vilkår med alle andre. Jeg har bare min måde at gøre det på og bruger mine hjælpemidler og huskeregler, siger Emma Dalsgaard Madsen og forklarer, at hun hellere spørger en gang for meget end en gang for lidt, hvis hun er i tvivl - på job gør hun nemlig alt for at undgå fejl.

Emma Dalsgaard Madsen bruger billeder til at huske pensum

Tegner indkøbssedlen

Men selv om hun klarer sygeplejestudiet, er der ekstra udfordringer i hverdagen.

Når hun handler i supermarkedet, er indkøbssedlen tegnet. Det er det samme sted, hun handler, fordi hun kender varernes placering og udseende, for hun ved nøjagtig, hvilke farver og logoer emballagen er.

- På et tidspunkt ændrede de logoet på mælkekartonen, og så gik jeg og kiggede rundt i køledisken i lang tid, fordi jeg ikke kunne finde den mælk, jeg plejer at købe, siger hun.

Det kræver for mange kræfter at skrive en indkøbsseddel. Derfor tegner Emma Dalsgaard Madsen i stedet varerne. (Foto: Mona Aaberg)

En anden gang kom hun til at bestille en pizza med banan, fordi hun havde læst det som bacon. Og hun er kommet hjem med køkkenrulle i stedet for toiletpapir, fordi hun var gået efter farven på emballagen i stedet for at læse eller kigge på indholdet.

Men i stedet for at banke sig selv i hovedet, hver gang hun laver en læse- eller stavefejl, er hun bevidst om situationen. På arbejde og på studiet vil hun undgå fejl, men når det gælder fritiden, hænger hun sig ikke i en stavefejl, men ser det blot som en sjov oplevelse.

- Man skal kunne grine af det. Man får virkelig mange skøre oplevelser, når man ikke kan læse, smiler hun.

Har lagt tabu bag sig

Selv om hun blev erklæret ordblind allerede i 1. klasse, var det først, da hun blev 18 år og læste på HF, at hun erkendte overfor sig selv, at hun er ordblind.

- Jeg græd, når jeg skulle fortælle det, og jeg tror, at det ligger tilbage fra folkeskolen, fordi jeg ikke var sikker på, at jeg kunne klare mig selv, siger Emma Dalsgaard Madsen.

- Det er det at erkende, at noget, der er så banalt for andre, er så svært for mig. Nu står jeg her og er 24 år, og jeg kan stadig ikke læse. Det er da et tabu, men når man bliver ældre, er det nemmere at være i, oplever hun.

En kombination af en indædt vilje til at lære og opbakning fra hendes familie er en afgørende faktor i, at hun i dag har det liv, som hun har drømt om - med kæreste, barn og godt på vej med uddannelse. Hendes mor hjalp hende med stilene, og hendes far ringede til læreren, når han tog hendes bøger.

- Det lyder måske lidt som et dårligt ordsprog, men min mor har altid sagt, at det ikke handler, om den karakter jeg får, men den karakter jeg har.

- De har altid troet på, at jeg kunne, siger hun.

I praktikken har Emma Dalsgaard Madsen altid sin notesbog med sig, som hun bruger til at slå op i. (Foto: Mona Aaberg)

Lettere at være ordblind i dag

Emma Dalsgaard Madsen oplever, at der bliver set anderledes på ordblinde i dag, end der gjorde, da hun var barn.

- Man kan heldigvis mærke forskel fra dengang, jeg gik i folkeskole til i dag. Der er meget mere fokus på det, og folk ved, hvad ordblindhed er, og at det ikke har noget med at være dum at gøre, siger hun.

Men på trods af op- og nedture vil hun ikke længere lade sig styre af et tabu.

- Det er en kamp at være ordblind, men jeg har ikke kendt til andet, og hvis det ikke var, fordi jeg havde været ordblind, havde jeg ikke mødt min bedste veninde eller min kæreste, så jeg er glad for mit liv, og at være ordblind er en del af mig, siger hun.

Blå bog

  • Opvokset i Hjørring.
  • Gik i 8. og 9. klasse på Farsø Efterskole, der er specialiseret i ordblindhed.
  • Gik i 10. klasse på Hestlund Efterskole.
  • Uddannede sig herefter til social- og sundhedshjælper.
  • Læste HF i Nr. Nissum.
  • Startede derefter på sygeplejeuddannelsen på VIA University i Holstebro, hvor hun har et år tilbage.
  • Er i øjeblikket på barsel med hendes knap to måneder gamle søn.
  • Bor sammen med sin kæreste lidt uden for Lemvig.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.