Langt før planlagt: Endnu mere motorvej åbner snart

En strækning af Holstebromotorvejen åbner syv måneder tidligere end planlagt.

For godt et år siden - den 11. september 2016 - åbnede sidste del af Silkeborgmotorvejen, som forbinder Herning og Aarhus. Nu kan man snart køre på motorvej helt fra Tvis ved Holstebro. (Foto: henning Bagger © sCANPIX)

Det går stærkt med byggeriet af Holstebromotorvejen - og i dag er der gode nyheder til pendlere mellem Holstebro og Herning.

14 kilometer af den ny Holstebromotorvej åbner før tid fra Tvis til syd for Sinding. Åbningen af strækningen bliver fremskudt syv måneder, så den i stedet for sommeren 2018 åbner allerede den 27. november i år.

- Der er flere ting, der har spillet sammen for at få det til at lykkes, siger projektleder John Kjærsgaard fra Vejdirektoratet.

- For eksempel har der været en rigtig god fremdrift på bygværkerne, som er en forudsætning for, at vi kan lave vejarbejdet færdigt. Det har gjort, at vi også har kunne fremrykke jord- og belægningsarbejderne, siger han.

Når strækningen åbner til november, vil der være motorvej fra Tvis til Snejbjerg - en strækning på cirka 28 kilometer. Dermed mangler kun den sidste etape fra Tvis til Holstebro Nord.

- Det er stadig for tidligt at sige, om der bliver puttet flere kræfter i at få den strækning hurtigt klar. Som det ser ud lige nu, forventer vi, at den kommer til at åbne i efteråret 2018, siger John Kjærsgaard.

Motorvejsstrækningen mellem Sinding og Tvis åbner nu i november - mens den sidste strækning fra Tvis til Holstebro Nord stadig først åbner efter planen i slutningen af 2018. (Foto: Grafik - Vejdirektoratet)

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.