Laurits mistede morfar til kræft: Nu samler han penge ind ved at løbe

12-årige Laurits løber for at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse.

Hver kilometer tæller for 12-årige Laurits Eskildsen fra Gjellerup ved Herning. Han har besluttet sig for at samle penge ind til forskning i kræft. Og det gør han ved at spænde løbeskoene og løbe donationerne i kassen.

- Sidste gang til Knæk Cancer så jeg nogle børn, der havde lavet en anden slags indsamling. Og det ville jeg også gerne, og jeg kan godt lide at dyrke motion, så jeg besluttede, at jeg ville samle ind ved at løbe, siger Laurits Eskildsen, der har tænkt sig at løbe to gange om ugen i hele 2016.

Indsamlingen på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside er kun få dage gammel, men Laurits Eskildsen håber, at han kan samle mindst 2000 kroner ind. Indtil videre står der 500 kroner på indsamlingskontoen.

- Min morfar døde, da jeg var to år, så det er også en af grundene til, at jeg gerne vil samle ind, lyder det fra den 12-årige løber.

Både private og virksomheder kan støtte Laurits’ løbeindsamling ved at donere penge via sms eller hjemmesiden. Laurits har oprettet Facebook-siden "Løb for hjælpen", hvor man kan følge med i indsamlingen og løbeturene.

  • Print
  • Del artiklen: