Mange millioner i sejrspræmie til FC Midtjylland

2-1-sejren indbringer den danske mesterklub mange millioner kroner i billetindtægter og sponsorkroner.

FC Midtjyllands sensationelle sejr over mægtige Manchester United får stor betydning for klubbens bundlinje.

Det mener kommerciel direktør for det midtjyske mesterhold, Jacob Jørgensen.

- Meget konkret, så ved vi, at kampen har givet en omsætning, der er større end normalt på alt, hvad der vedrører salg af billetter, merchandise og VIP-billetter. I omegnen af 7,5 til 10 millioner kroner i omsætning, siger han.

Og det er så bare den direkte indtægt på selve hjemmekampen på MCH Arena.

Den omstændighed, at FCM sejrede vil give sponsorerne en stærkt øget interesse for at investere i klubben.

- Jeg tror, at alle der har bare en lille smule interesse i dansk fodbold også glædede sig over FCMs sejr over Manchester United. Og der kan sagtens sidde nogen derude i virksomhederne, der tænker: Det kunne da godt være, at det kunne være sjovt at være med i den succes, de har gang i, siger Jakob Jørgensen.

Der er returkamp på torsdag på det legendariske hjemmestadion Old Trafford i Manchester. Og den kamp er der også mange penge i. På forhånd har 2000 FCM-fans bestilt billetter til kampen, men efter sejren på hjemmebane, vil mange flere købe billetter, spår den kommercielle direktør.

- Jeg kan da se på min telefon, at der er stor interesse for at komme med derover. Så det kan da være, at der mange flere, der kommer til Manchester. Men 2000 vil da være stort i sig selv, siger Jakob Jørgensen.

  • Print
  • Del artiklen: