Midt- og Vestjylland håber på at skabe ny Game of Thrones-industri

Storslået natur og hyggelige landsbyer skal rulle over tv-skærmene og lune i kommunekassen.

Game of Thrones udstilling i Øksnehallen i maj 2016 lokkede folk til for at se kostumerne. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2016) (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Det er værd at satse på at lokke film- og tv-hold til danske byer og smukke naturomgivelser.

Det giver nemlig både omsætning og positiv omtale, når billederne ruller over biograflærredet og tv-skærmen derhjemme, oplever kommunerne.

Ni midt- og vestjyske kommuner er med i Den Vestdanske Filmpulje, som arbejder på at gøre området til en filmindustri.

Bille August laver optagelser til Lykke-Per på Frilandsmuseet Hjerl Hede nordøst for Holstebro, og den type optagelser, vil Holstebro Kommune have flere af til området.

- Vi har nogle fine lokationer i Vestjylland med havet, plantager og små landsbyer, som må være interessante for mange filmmagere, siger Holstebro Kommunens medlem af den vestdanske filmpulje, Uffe Sanggård.

I sidste uge var mere end 30 manuskriptforfattere, tv-producenter og branchefolk samlet til en workshop i Hvide Sande for at udvikle en ny dansk tv-serie, der efter planen skal foregå i det vestjyske.

I 2015 blev Emma og julemanden optaget i Viborg. Her fløj julemanden blandt andet hen over Viborg-søerne og ind over domkirken. Og de billeder var en rigtig god forretning for byen, fortæller Lars Stentoft, der er kulturdirektør i Viborg Kommune.

- Vi kan se, at den million kroner vi skød ind i filmen, der har vi fået pengene 16 gange igen i form af øget aktivitetsniveau, men i særdeleshed profilering og markedsføring, siger han.

Ifølge Den Vestdanske Filmpulje, som støtter filmprojekter i forskellige kommuner, giver hver investeret krone pengene 3,9 gange igen i form af omsætning og omtale.

Og scener fra film og serier har et kæmpe potentiale for både turister og byer, mener han.

- Industrien er kanonstor, siger Carsten Holst.

Han peger på Harry Potter-universet lidt uden for London, hvor millioner af film-turister valfarter til for at se universet, men også Game of Thrones, der er blandt andet optaget i Nordirland, trækker til.

- Det er kæmpestore turistattraktioner, hvor du i bund og grund ser på en klippe eller går ind i en grotte, hvor en film eller tv-serie er blevet optaget, og så bygger du en industri op omkring det. Kan det foregå i Midtjylland? Ja, det kan det faktisk godt, hvis vi får det rigtige apparat op at stå, mener Carsten Holst.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.