Minkavler pelser sit livsværk: Det er lidt uvirkeligt

130 minkfarme i Nordvestjylland er ramt af minksygdommen plasmacytose.

Minkavler Lars Nielsen fra Bækmarksbro må aflive hele sin besætning på 12.000 dyr.

En frygtet minksygdom har ramt en lang række danske minkfarme.

Besætningerne på 130 nordvestjyske farme er blevet smittet med plasmacytose, og det betyder, at alle minkene skal aflives.

Plasmacytose er en alvorlig sygdom blandt mink, der giver dyrene hævede ansigter, nyresvigt og lungesygdomme. Desuden går sygdommen ud over pelsens kvalitet.

Derfor har aftager af skindene, Copenhagen Fur, forlangt besætningen slået ned for at forhindre yderligere spredning.

Det betyder, at alle mink Lars Nielsens minkfarm i Bækmarksbro skal aflives. Det er helt livsværk, der nu går til grunde, fortæller en rystet Lars Nielsen.

- Jeg fik konstateret sygdommen i uge 41, så jeg har haft nogle uger til at bearbejde det. Men det gør ondt, siger Lars Nielsen, der har 12.000 dyr, som nu må aflives.

- Jeg har haft dyr siden 1982, så det er lidt uvirkeligt, siger han.

Plasmacytose er luftbåren og kan smitte via katte, hunde eller sidde i tøjet hos en besøgende fra en anden farm.

Hos minkavler Lars Nielsen fra Bækmarksbro er smitten sandsynligvis kommet ind i besætningen via foder fra Fodercentralen for Holstebro & Omegn, der mistænker udenlandsk fiskefoder som smittekilde.

Lars Nielsen vurderer, at pelsningen af de 12.000 dyr på farmen i Bækmarksbro vil koste ham et sted mellem en halv og en million kroner.

Om plasmacytose:

  • Sygdommen blev første gang konstateret i 1956
  • Sygdommen har spredt sig i hele landet, men med størst koncentration i Nord- og vestjylland
  • Sygdommen er ikke farlig for mennesker
    (Kilde: Fødevarestyrelsen)

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.