Mogens Jensen om udvist superstuderende: Loven må ikke forhindre folk som Marius i at bidrage

Det politiske efterspil i sagen om udvist superstuderende er ikke slut endnu, mener folketingspolitiker.

Det blev ikke politikerne, som fik superstuderende Marius Youbi tilbage til Danmark. Det blev derimod erhvervslivet, og det ærgrer folketingspolitiker Mogens Jensen (S).

- Jeg mener, at det er forkert, hvis vores regler er skruet sådan sammen, at en mand som Marius bliver smidt ud af landet, siger han.

Marius Youbi er fra Cameroun og blev i starten af januar udvist af Danmark. Han havde nemlig arbejdet mere end de tilladte 15 timer ved siden af sit studie til ingeniør på Aarhus Universitet i Herning.

Det fik Ingeniørforeningen til at kalde udvisningen grotesk, og 17.000 borgere deltog i en underskriftsindsamling til støtte for Marius Youbi.

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) sagde inden udvisningen af Marius Youbi, at hun ikke kunne gøre noget i sagen.

- Det ligger i et uafhængigt nævn, og det må jeg ikke blande mig i, forklarede hun.

Men nu har KK Wind Solutions i Ikast har valgt at ansætte Marius Youbi som ingeniør på fuld tid. Det giver ham arbejds- og opholdstilladelse frem til 2018, hvor den kan forlænges, hvis han stadig er ansat i en dansk virksomhed.

Alligevel mener Mogen Jensen ikke, at den politiske sag er slut endnu.

Blandt andet har Marius Youbi tidligere indsendt en klage over afslaget på at få forlænget sin opholdstilladelse. Afgørelsen på den klage venter Mogens Jensen spændt på.

- På den måde er sagen ikke slut endnu. Vi må sikre, at lovgivning ikke forhindre folk som Marius i at kunne bidrage til Danmark og være i landet, siger han.

  • Print
  • Del artiklen: