Naturstyrelsens træfældning møder kritik: Det ligner en krigszone

Fældede træer ligger hulter til bulter i vestjysk skov. Naturstyrelsen er ligeglad med herlighedsværdi i skoven, mener en af skovens brugere.

Naturstyrelsen har fældet træer i Husby Plantage i Vestjylland. Det ser forfærdeligt ud, mener Henrik Voldmester (th.). (Foto: Mona Aaberg - DR)

"Jeg er dybt frustreret over, hvordan Naturstyrelsen, der har skovet i vores lille hundeskov i Husby, har efterladt området".

Sådan skriver Henrik Voldmester fra Husby på Facebook, hvor han også har lagt en Youtube-video op, der, ifølge ham, viser spor efter 'skovmaskinen fra dødsriget'.

Henrik Voldmesters opslag har affødt kommentarer fra folk i både Nordjylland og Nordsjælland, der genkender billedet af en rodet skov med store bunker af kvas, væltede træer, der ligger hulter til bulter og spor i skovbunden fra maskiner.

- Det ligner simpelthen en krigszone. Det er ren depression at gå derude, siger Henrik Voldmester, der har boet i Husby siden 1979 og dagligt kommer i Husby Plantage.

Men der er en mening med galskaben, forklarer skovrider Thomas Svendsen fra Naturstyrelsen Vestjylland.

- Vi gør det for at skabe en lysåben skov og skabe bedre vilkår for egetræer og de lyse skovfyr. Derfor fælder vi de tunge træer som for eksempel sitkagran, så der kan komme lys til skovbunden, siger Thomas Svendsen.

Fælder for at skabe øget biodiversitet

Når Naturstyrelsen ikke rydder helt op, men efterlader afhuggede grene, rodstykker og småtræer revet op med rode, sker det for at øge biodiversiteten i skoven.

- De fældede træer bliver føde for svampe og insekter, som giver mad til fugle og andre dyr, siger skovrideren.

Han er godt klar over, at mange synes, at det ser grimt ud, men påpeger at det også er vigtigt, at skoven kan udvikles.

Henrik Voldmester (tv.) og skovrider Thomas Svendsen fra Naturstyrelsen Vestjylland har sat hinanden stævne i Husby Klitplantage. De er begge enige om, at skoven skal udvikles, men metoderne er de langt fra enige om. (Foto: Mona Aaberg - DR)

Henrik Voldmester forstår vigtigheden af stor biodiversitet, men er alligevel skeptisk:

- Det har aldrig set sådan ud, som det gør nu. Jeg har ingen forståelse for, at man ser fuldstændig bort fra det rekreative formål, skoven også har. Det eneste man ser på, er åbenbart nogle biller, siger Henrik Voldmester.

Han ser gerne, at Naturstyrelsen får ryddet op efter sig selv. Til dét siger Skovrider Thomas Svendsen:

- Vi vil rydde op, så man kan komme rundt på stierne. Men en parklignende oprydning gør vi ikke.

De fældede træer skal ligge og tørre i omkring et år, hvorefter de bliver skåret til flis, oplyser Naturstyrelsen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.