Nej, nej og nej: Endnu en kommune siger nej til flere vindmøller

Byrådet på Mors har ligesom flere andre kommuner besluttet, at der ikke skal sættes flere vindmøller op på land.

- Vindmøllerne vil få negative konsekvenser for vores landskab og kulturmiljø, siger Borgmester i Morsø Kommune Hans Ejner Bertelsen (V). (Foto: Kristian Volden)

Mors siger nej til flere nye vindmøller på land. Det besluttede et enigt byråd mandag aften.

Dermed er Morsø den seneste kommune i rækken, der indfører vindmøllestop på land. Bl.a. har også Esbjerg, Aabenraa og Tønder Kommuner trukket i bremsen.

Borgmester i Morsø Kommune, Hans Ejner Bertelsen (V), mener, at der er for få fordele og for mange ulemper ved at tillade flere møller.

- Vindmøllerne vil få negative konsekvenser for vores landskab og kulturmiljø. Og så er der nogle helbredsmæssige forhold omkring de store vindmøller, der trænger til at blive bedre belyst. Der har vi politikkere følt, at vi ikke skal tage nogle chancer, siger han.

Den danske vindmølleindustri mener, at der er ærgerligt, at et stigende antal kommuner ikke vil sætte flere vindmøller op på land.

Direktør for Vindmølleindustrien, Jan Hylleberg, opfordrer Folketinget til at overveje, om kommuner selv skal have lov til at bestemme, om de vil have vindmøller på land eller ej.

- Jeg tror, at det kan få den konsekvens, at planlægningen af vindmøller kan blive frataget kommunerne, siger han.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) ønsker ikke at kommentere sagen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.