Nu er det bevist: Du bliver glad af at hjælpe andre

Du har dobbelt så stor sandsynlighed for at have det mentalt godt, hvis du hjælper andre mindst en gang om ugen. Det viser et nyt studie fra Statens Institut for Folkesundhed.

Bjarke Steen Rasmussen er frivillig i Venligboerne i Skive og omegn. For ham er glæden ved at hjælpe andre stor. (Foto: PRIVATFOTO)

Rejs dig for en ældre i bussen, klip naboens hæk eller meld dig som frivillig i en organisation. Det gør din chance for at være glad og mental sund betragteligt større, viser et nyt forskningsprojekt.

Og det kan Bjarke Steen Rasmussen skrive under på. Han har stiftet Venligboerne i Skive og omegn og er dermed en af de danskere, der selv mærker glæden ved at hjælpe andre.

- Når man hjælper andre, så gør det jo også en selv glad, siger Bjarke Steen Rasmussen.

Og det gør altså en forskel at hjælpe en flygtning eller slå græsset for naboen, fortæller Vibeke Koushede, der er seniorforsker i mental sundhedsfremme ved Statens Institut for Folkesundhed. Sammen med ABC for mental sundhed, der er et udviklingsprojekt støttet af Nordeafonden, står de bag undersøgelsen.

- Når vi indgår i fællesskaber omkring noget, der giver mening og værdi - især når vi hjælper andre - så er det med til at påvirke vores mentale sundhed positivt, siger hun.

FAKTA
  • Man har dobbelt så stor sandsynlighed for at have det godt mentalt, hvis man mindst én gang om ugen hjælper andre.
  • Er man ”kun” hjælpsom én eller to gange om måneden, gør det også en forskel. Her øger man sin chance for høj mental sundhed med 40 procent i forhold til, hvis man aldrig hjælper andre.
  • Statens Institut for Folkesundhed og ABC for mental sundhed står bag det nye studie. Det er foretaget blandt 3.500 danskere.
  • ABC for mental sundhed er et udviklingsprojekt støttet af Nordeafonden, hvor blandt andet syv kommuner og diverse civile samfundsaktører som Det danske spejderkorps og DGI er med i projektet.
  • Undersøgelsen er det første, der kortlægger danskernes mentale sundhed.

Forskningen viser, at man har dobbelt så stor sandsynlighed for at have det mentalt godt, hvis vi hjælper andre mindst en gang om ugen.

Vibeke Koushede fortæller, at neuroforskning viser, at der sker aktivitet i hjernen, når vi hjælper andre:

- Derfor er det vigtigt, at vi bliver ved med at huske på, at vi er sociale væsener af natur, og at vi er afhængige af hinanden, siger hun.

Betaler sig at prioritere det i travl hverdag

Mange oplever dog at have så travlt i hverdagen, at det kan være svært at overskue at hjælpe andre - man glemmer ganske enkelt at prioritere det.

- Når vi ved, at nogle af de ting, som har stor betydning for trivsel er at være del af et fællesskab og at høre til, så er det særlig vigtigt, at vi husker at prioritere de her ting – at hjælpe hinanden - også når vi har travlt.

Vibeke Koushede

Man behøver dog ikke være del af en frivillig organisation for at hjælpe andre. Man kan i stedet starte i det små og hjælpe naboen med at købe ind eller bare tage en sludder og en kop kaffe, forklarer Vibeke Koushede.

- Det er en vane, og vi er sådan indrettet, at hjernen belønner os, når vi hjælper andre. Det betyder, at vi får det bedre og ofte får mere overskud, og så vil vi bedre kunne håndtere de ting, vi står med i dagligdagen.

- Men vi er også nødt til at stille nogle spørgsmål om, at når vi har fået indrettet os på en måde, hvor folk oplever, at de har svært ved at nå noget af det, der er allervigtigst for os som mennesker, så synes jeg det rejser alvorlige spørgsmål, siger Vibeke Koushede.

Derfor råber hun vagt i gevær over, at mange ikke har overskuddet til at give lidt ud af sig selv.

- Vi har i Danmark en stor folkesundhedsudfordring hvad angår mental sundhed. Der er høje tal for stress, angst og depression. Så når vi ved, at nogle af de ting, som har stor betydning for trivsel er at være del af et fællesskab og at høre til, så er det særlig vigtigt, at vi husker at prioritere de her ting – at hjælpe hinanden - også når vi har travlt, siger Vibeke Koushede.

Overvej din hverdag

Derfor mener hun, at man helt privat og fra politisk side bør overveje de travle stukturer, der er i samfundet.

- Det ligger meget intuitivt i mennesker at hjælpe hinanden, fordi det er en måde at knytte sociale relationer på. Så i det øjeblik, det ikke længere bliver naturligt at hjælpe hinanden, er det et problem. Man bliver sjældent et bedre, rarere og mere hjælpsomt menneske, når man føler sig presset - det gør jeg heller ikke selv, siger Vibeke Koushede.

Bjarke Steen Rasmussen har prioriteret tiden på flygtningene og ville ikke være det foruden. Gevinsten ved at hjælpe kan man ikke sætte pris på, mener han.

- Det har været enormt bekræftende at hjælpe flygtningene, for det giver mig glæde hver eneste gang, det lykkes. Og hver gang jeg ser en komme i arbejde, gør det mig glad, for det bekræfter, at den idé og vision om en anden tilgang til flygtninge, end at de bare er et problem – det gør mig glad. Det gør mig rigtig glad, siger Bjarke Steen Rasmussen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.